– Vi ved alt for lidt om pindsvinene herhjemme. Men vi ved, at arten er i tilbagegang i Europa, fortæller pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen, der er bosiddende i Lejre. Foto: Pia-Burmøller-Hansen. 

Der blev talt flest pindsvin i Kirke Hyllinge

På landsplan blev der talt 21.000 mere end pindsvin. I Lejre Kommune blev der registreret flest i postnummer 4070. 

Del denne artikel

Tekst af Conny Probst.

LEJRE: Den tredje nationale pindsvinetælling, der fandt sted i starten af august, fik stor opbakning fra danskerne. 

Bag projektet står WWF Verdensnaturfonden og Dr. Pindsvin, alias pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen fra Lejre. 

Og igen i år var overvældende mange danskere engageret i at spotte én af vores mest folkekære arter.

Nær truet
Pindsvinetællingen skal gøre WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen klogere på Danmarks pindsvin, der formentlig er i tilbagegang. 

På tværs af Europa er arten nemlig gået tilbage med op mod 30 procent på ét årti og er vurderet som ”nær truet”. Men i Danmark mangler vi viden om pindsvinets udbredelse, fortæller WWF.

Den viden har 14.718 danskere hjulpet til med at tilvejebringe i forbindelse med tællingen, hvor der blev registreret 21.374 pindsvin.

I alt er der registreret 1,6 pindsvin per dansker, hvilket er en smule lavere end sidste år, hvor tallet lå på 1,8.

Danmarks eneste pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen står sammen med WWF Verdensnaturfonden bag pindsvinetællingen. Hun bruger data fra tællingen til at blive klogere på de danske pindsvin:

– Vi ved alt for lidt om pindsvinene herhjemme. Men vi ved, at arten er i tilbagegang i Europa. 

– Med danskernes hjælp begynder der heldigvis at tegne sig et billede af pindsvinenes udbredelse herhjemme, som er utrolig nyttigt for at iværksætte tiltag, der kan beskytte dem bedst muligt, fortæller forskeren, der også er kendt som Dr. Pindsvin.

Ungerne kom tidligt i år
Forskeren kan blandt andet se på dette års registreringer af pindsvin, at der er observeret betydeligt flere pindsvinehunner med unger. 

Det tyder på, at pindsvinene har fået unger tidligere end sædvanligt, hvilket kan skyldes en mildere vinter.

– Det er min formodning, at klimaforandringer og deraf mildere vintre påvirker pindsvinene, som tilsyneladende påbegyndte parringen tidligere end normalt. 

– Hvordan det i sidste ende vil påvirke bestanden, er for tidligt at udtale sig om. Men det er i hvert fald interessant, at ungerne er født så tidligt i år, fortæller Sophie Lund Rasmussen.

Sammen med forskerkolleger stod hun i efteråret 2024 bag den rapport, der fik den internationale naturbevarelsesorganisation IUCN til at kategorisere det europæiske pindsvin som ”nær truet”, fortæller WWF Verdensnaturfonden.

Pindsvin per region
• Region Nordjylland: 3.599.

• Region Midtjylland: 5.203.

• Region Syddanmark: 4.382.

• Region Sjælland: 4.741.

• Region Hovedstaden: 3.449.

• I alt: 21.374 levende og døde pindsvin registreret

Data er indsamlet i perioden 9. august til 13. august kl. 10.30. 

Det er tredje år i træk, at pindsvinetællingen gennemføres af WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker ved Oxford Universitet, Sophie Lund Rasmussen. 

Første år blev der registreret 25.000 pindsvin i hele landet, mens der andet år blev registreret 16.267 pindsvin.

Danmarks Pindsvin er støttet af Nordea Fonden.

Pindsvin i Lejre Kommune
137 personer har indberettet pindsvinetal fra Lejre Kommune. 

I alt blev der registreret 201 levende pindsvin og fem trafikdræbte.

I Kirke Såby indrapporterede 19 personer 29 pindsvin.

I Kirke Hyllinge indrapporterede 71 personer i alt 103 levende pindsvin og fire trafikdræbte.

I Lejre fik 16 personer øje på i alt 13 levende pindsvin og et trafikdræbt.

I Hvalsø observerede 31 personer i alt 56 levende pindsvin. 


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig