– Er man veteran, så vil jeg virkelig anbefale, at man møder op i cafeen og deltager i det fællesskab, vi har i Lejre.
Det er hyggeligt at møde andre, der har oplevet det samme
Bo Grubbe er veteran fra krigen i Bosnien og har stor glæde at af komme i veterancafeen på Egholm Museum.
Del denne artikel
Tekst og foto af Conny Probst.
KIRKE HYLLINGE: – Det kammeratskab og de samtaler, man har i veterancafeen, er ikke det samme som at tale med sine kolleger. Når man har været soldat i mange år, så er det noget, der ligger i generne.
– Herude er alle meget åbne og imødekommende. Det er også derfor, at folk kommer langvejs fra, svarer Bo Grubbe på spørgsmålet om, hvorfor han prioriterer at dukke op til cafeaftenerne i Veterancafe Lejre.
Bo Grubbe, der er soldat fra Sjællandske Livregiment, tog i efteråret 1993 til Bosnien for Dansk Flygtningehjælp for at hjælpe med at fragte nødhjælp – primært mel og madolie – rundt. Han var afsted i 12 måneder og blev konvojleder.
Så returnerede han til Danmark, men allerede i starten af 1995 tog han afsted igen.
Alt i alt tilbragte han 2 1/2 år i det krigshærgede Bosnien, de sidste syv måneder i Sarajevo, hvor han var næstkommanderende for 76 ansatte i Hovedkvarters kompagniet Sarajevo, hold 7.
Hjelm og kevlar vest
– Som nødhjælpschauffør bar man ingen våben. Vi havde en hjelm og en kevlar vest på, når vi vidste, at det var farligt.
– Vi kørte gennem områder, hvor vi havnede midt i kampene.
– FN hjalp os som regel; de bad de stridende parter – kroater, serbere og muslimer – om at stoppe beskydningerne, mens vi kørte igennem, fortæller Bo Grubbe.
Vejene var ikke bygget til de store lastbiler, og om vinteren – hvor nødhjælpen også indbefattede tæpper – risikerede man, at dieselolien frøs til is.
– I Mostar blev de også bedt om at stoppe skyderierne, når vi kom. Men det var ikke altid, at de gjorde det. I nogle byer faldt der mortergranater, selv om vi have fået at vide, at der var fredeligt, siger Bo Grubbe.
– Jeg har set folk blive skudt, og set sårede folk ligge i minerede områder uden håb om at blive reddet ud. For der sad snigskytter parat til at skyde.
– Det, der også var med til, at man klarede alt det hårde, var jo, at man så og mødte alle de mennesker, som man hjalp med nødhjælp. Så deres glæde i alt det håbløse, de levede i hver dag.
Som en film
– Jeg har aldrig tænkt så meget over farerne, fortæller Bo Grubbe.
– Jeg fik at vide af en psykolog, at det, jeg oplever, er som at se en film. Når ”filmen” er slut, så er det overstået.
– Det er min forsvarsmekanisme.
– Jeg har haft kolleger, der har taget deres liv, efter at de er kommet hjem Jeg har mistet seks kolleger.
Bo Grubbe mindes en situation, hvor konvojen havde leveret nødhjælp til serberne.
– En af serberne ville have cigaretter. Men jeg havde ingen. Så truede han mig med en pistol; i stedet for at blive bange, så skældte jeg ham ud.
– Da jeg var soldat i Sarajevo, skulle jeg fra mit område og over til kontoret. Mange gange var der nogen, der skød efter mig – ikke for at ramme.
– I starten så løb jeg. Men jeg lærte hurtigt, at jeg skulle gå stille og roligt igennem det. De skød for ”sjov”.
– Men selvfølgelig skulle man passe på, at det ikke blev så meget hverdag, at man ikke tænkte over farerne, siger Bo Grubbe.
Veterancafeen
Efter krigen arbejdede Bo Grubbe et år som langturschauffør, inden han blev industrioperatør i Novo i 22 ½ år.
I dag arbejder han som industrioperatør i et medicinalfirma i Hillerød.
Sidste år flyttede han med sin kone Mona til Kirke Hyllinge. På flagdagen den 5. september 2025 trådte han for første gang ind i veterancafeen på Egholm Museum.
– Det er hyggeligt at møde og snakke med andre, der også har fået noget på opleveren.
– Jeg har altid været god til at lytte og tale med folk, Måske kan jeg også hjælpe andre til at komme videre.
– Der er mange, der har behov for at snakke.
– Det giver jo også mig noget. På et eller andet tidspunkt får jeg måske tid til at hjælpe til noget mere derude, siger Bo Grubbe – og tilføjer:
– Er man veteran, så vil jeg virkelig anbefale, at man møder op i cafeen og deltager i det fællesskab, vi har i Lejre.
