H.M. Dronning Margrethe – Sagnlandet Lejres protektor – har officielt indviet Den Vilde Vej, der er kulminationen på tre års hårdt arbejde. Foto: Christine Roederer, Sagnlandet Lejre.

En helt særlig 300 meter oplevelse venter Sagnlandets gæster

H.M. Dronning Margrethe – Sagnlandet Lejres protektor – har officielt indviet Den Vilde Vej,
der er kulminationen på tre års hårdt arbejde.

Del denne artikel

Tekst af Conny Probst.

LEJRE: Med en spritny 330 meter gangbro, der i op til otte meters højde snor sig mellem trætoppe, morænebakker, hen over dyrefolde og med en udsigt som må være blandt de smukkeste i Danmark, er der ikke noget at sige til, at stoltheden lyser ud af Sagnlandet Lejres direktør, Lars Holten.

– Nu kan vi invitere vores gæster til en helt særlig tur gennem Sagnlandet Lejres landskab. Det er noget, jeg har glædet mig til, siden vi i 2022 modtog en generøs donation, fra Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde. Det betød, at vi kunne gå i gang med at realisere en gammel drøm om en unik gæsteoplevelse som forener kultur, natur og tilgængelighed, fortæller direktøren.

– Den Vilde Vej er første del af projektet Dyrenes Sagnland, som med en donation på i alt 52,3 millioner er finansieret af Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde, der i sin tid blev stiftet af ægteparret Annie og nu afdøde Otto Johs., og som i over 20 år har ydet en uundværlig støtte til dansk kulturliv.

Torsdag den 25. juni blev porten til Den Vilde Vej officielt indviet sammen med donator og Sagnlandet Lejres protektor Hendes Majestæt Dronning Margrethe. 

Blandt talerne var borgmester Tina Mandrup, der på Lejre Kommunes vegne takkede for den generøse donation. 

Projekt Dyrenes Sagnland og Den Vilde Vej 
Projekt ”Dyrenes Sagnland” er generøst fuldfinansieret af Annie & Otto Johs. Detlefs´ Fonde med i alt 52,3 millioner kroner. 

Projektet er sammensat af flere delprojekter, der alle støtter op om formidling af Sagnlandet Lejres smukke natur og historiske dyrehold i historisk perspektiv. 

De tre største elementer i projekt ”Dyrenes Sagnland” er: 

1. Den Vilde Vej. En kørestolsegnet panoramarute på 330 meters længde, der slynger sig gennem vores istidslandskab. Vejen (i dansk ege- og douglastømmer) begynder og ender i jordhøjde, men kommer sine steder op i seks til syv meters højde med smukke udblik over Sagnlandets istidslandskab og dyrefolde med vildsvin samt får og urokser. 

2. Vinterstald. En moderne løsdriftsstald på 310 m2 til gavn for Sagnlandets dyrehold og arbejdsgange i driften. Tanken er ligeledes, at Sagnlandet Lejres naturvejleder og dyrepasser i vinterhalvåret kan have skoleklasser på bookede ture ”back-stage”, hvor børn kan opleve dyrene på nært hold. 

3. Det Grønne Hus. En udstillingsbygning på 325 m2 med forventet aflevering i løbet af 2027. 

Fonden har tidligere (i 2017) doneret 13 millioner kroner til etablering af 1800-tals spisehus og aktivitetsområde, der bl.a. omfatter Cafe Videsøhus med tilhørende omgivelser (Det Lille Hus, abildgård med keglebaner og frugttræer, Bådehus med historiske Fejø-jollepramme). 

Dette område blev indviet 2019.


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig