Senior Kajakture i Lejre tager også til udlandet. Her en tur til Milos.

Fællesskabet på vandet

Velkommen til Lejre Landsbyers faste hjørne i LejreMagasinet. Lejre Landsbyers bestyrelsesmedlemmer eller borgere skriver hver måned en klumme for at fortælle om alt det, der foregår i vores lokalsamfund. Lejre Landsbyer er en forening, som har til formål at synliggøre og styrke foreninger, landsbylaug, initiativer, ildsjæle på tværs af hele vores kommune.
 

Del denne artikel

Af Carol Henriksen
Klubinstruktør i kajakklubben Senior Kajakture i Lejre

For 21 år siden sad en lille gruppe venner i Ejby og snakkede om at komme ud på vandet sammen i kajakker. Det blev starten på den kajakklub som i dag går under navnet ”Senior Kajakture i Lejre”. Klubben har ca. 50 medlemmer med en gennemsnitsalder på omkring 75 år. Geografisk kommer de fleste fra landsbyerne i Lejre Kommune, men en del kommer fra Roskilde og fra så langt væk som Stevns og Virum. Jeg kom selv med i foråret 2006 efter tilfældigt at have set en annonce i Lejre Lokalavisen om et introduktionsmøde på Østergaard i Lille Karleby. Min første tur i klubbens regi var en padletur på 9 timer rundt om Fur, arrangeret af en af klubbens grundlæggere. Lidt af en udfordring, men så var jeg solgt. Siden da er det blevet til mange flere af klubbens ture, både hjemme i Lejre og så langt væk som øen Milos i Grækenland.

Sæsonen fører klubben rundt på meget forskelligt vand
I sæsonen fra ca. 1. april til 1. oktober padler gruppen hver mandag med afgang fra forskellige lokaliteter både i og uden for kommunegrænserne, mest i Isefjord og Roskilde Fjord, men fx også i Esrum Sø, Tissø, Harald Sø, og langs Kornerup Å når der er vand nok. De fleste medlemmer har egne kajakker og transportere sig selv til startstederne, men klubben har en del kajakker selv og en trailer der bliver trukket af et hold frivillige ”trækkerdrenge og -piger”. Der er også et hold frivillige der sørger for vedligehold af kajakkerne og traileren. Da der ofte er rift om booking af klubbens kajakker og trailerplads, opfordrer man medlemmerne til at købe egne kajakker og tagbøjler til egen transport. Klubbens kajakker og trailer står i en lejet lade i Jenslev, og medlemmer der ikke har plads hjemme til opbevaring af deres egen kajak, kan godt få en plads i laden.

Pinseturen er fast aktivitet i kajakklubben
Ud over de ugentlige padleture tager klubben på en 3-dages pinsetur hvert år. Pinseturen går til forskellige campingpladser overalt i Danmark og indimellem også til Sverige. Og indtil for nylig tog en gruppe fra klubben til øen Milos i Grækenland i en uges tid hver september og padlede med en guide på heldagsture til de mest fantastiske steder med grotter og geologiske formationer der kun kan opleves fra vandet.

Ud over at padle sammen har klubben en del sociale aktiviteter, en sommerfest, en julefrokost, og aftenarrangementer i løbet af vinteren med foredrag og fællesspisning. Der er også 2 årlige redningsøvelser – efterfulgt af hygge med pølser og andet godt.

Kærligheden til vandet har givet miljøengagement
Klubbens kærlighed til vandet går også ud over at sidde i en kajak på vandoverfladen. Når man padler så meget i vores lavvandede fjorde, kan man ikke undgå at opleve forværringen af fjordenes tilstand med øgede fedtemøg overalt, og det har gjort at klubben bl.a. blev engageret i et tangprojekt som blev muliggjort af en stor bevilling fra Friluftsrådet, og nu også hjælper til med plantning af ålegræs.

Har du et initiativ, en forening eller et bylaug, som gerne vil dele jeres måde at organisere jer, eller fejre at I har fået sat gode fællesskaber i gang? Så kan din forening, dit initiativ, dit bylaug få synlighed og hjælp hos Lejre Landsbyer.
Kontakt forperson Trine Krebs på info@lejrelandsbyer.dk

Læs mere på lejrelandsbyer.dk

 


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig