
Donationen fra KrogagerFonden er på to millioner kroner. Den gør det muligt, at ROMU’s arkæologer med geofysiske undersøgelser kan scanne udvalgte områder i en radius af en kilometer omkring de store kongehaller i Lejre.
Jagten på Lejres mange skjulte gåder
Stor donation sikrer banebrydende forskning i Danmarks tidlige historie.
Del denne artikel
LEJRE: De færreste er efterhånden i tvivl om, at Lejre gennem århundreder var et af Danmarks tidligste kongesæder og en helt afgørende brik i dannelsen af det danske rige.
Men mange spørgsmål er stadig ubesvarede.
En stor donation fra KrogagerFonden gør det nu muligt at realisere projektet ”Kongesædet Lejre – uden for palisaden”, hvor arkæologer fra ROMU flytter opmærksomheden lidt væk fra kongehallerne for at hente ny viden om Lejres fortid.
En radius på en kilometer
Donationen fra KrogagerFonden er på to millioner kroner. Den gør det muligt, at ROMU’s arkæologer med geofysiske undersøgelser kan scanne udvalgte områder i en radius af en kilometer omkring de store kongehaller i Lejre.
Det er en effektiv og nænsom måde at undersøge undergrunden, hvor arkæologerne helt uden at stikke en spade i jorden får en ide om, hvor der gemmer sig levn efter menneskeskabte anlæg, som for eksempel sløjfede skibssætninger og gravhøje.
På den måde håber man at kunne kortlægge Lejres forskningsmæssige potentiale og dermed kvalificere de arkæologiske udgravninger, som følger senere i projektet.
Tre donationer
Det er tredje gang, at KrogagerFonden støtter de arkæologiske undersøgelser i Lejre, hvis historie i århundreder har eksisteret i myterne, men først i løbet af de seneste årtier er blevet bakket op af arkæologien.
KrogagerFonden støttede i 2009 udgravningerne i Lejre, hvor ROMU (dengang Roskilde Museum) fandt de store kongehaller og den lille sølvfigur Odin fra Lejre, der alt sammen blev publiceret i opsamlingsværket fra 2015 ”Lejre bag myten”.
I januar 2025 udkom publikationen ”Viking Dynasties” – et stort, tværnationalt samarbejde mellem nordiske forskere, som ville undersøge trådene mellem de danske og de svenske kongesæder i yngre jernalder og vikingetid.
Projektet var også støttet af KrogagerFonden, som nu for tredje gang støtter forskningen i Lejre med projektet ”Kongesædet Lejre – uden for palisaden”.