
Den nye centerchef, Kia Schou Borggaard, er uddannet cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet. Senest har hun afsluttet en masteruddannelse fra CBS i offentlig ledelse. Privat bor Kia Schou Borggaard i Kastrup med sin familie
Kia Schou Borggaard fra Kastrup er ny centerchef for Job & Social
Den nye centerchef kommer til Lejre Kommune med ledererfaring fra både staten og Københavns Kommune
.
Del denne artikel
LEJRE: Lejre Kommune har ansat Kia Schou Borggaard som ny centerchef for Job & Social. Hun tiltræder stillingen den 1. marts, hvor hun får det overordnede ansvar for kommunens indsatser på både socialområdet og i jobcentret.
Kia Schou Borggaard kommer med solid ledererfaring fra både staten og Københavns Kommune. De seneste seks år har hun været kontorchef i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) under Børne- og Undervisningsministeriet, hvor hun blandt andet havde ansvar for specialpædagogisk støtte til elever og studerende med funktionsnedsættelser.
Inden da var Kia Schou Borggaard syv år i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune. Blandt hendes ansvarsområder var jobparate og unge, og som kontorchef stod Schou Borggaard i spidsen for Enhed for Kvalitet og Tilsyn.
Stærkt ansøgerfelt
Vicekommunaldirektør Peter Olsen er glad for at kunne byde Kia Schou Borggaard velkommen:
“Med Kia får vi en chef, som i alt har over 20 års erfaring inden for beskæftigelse og integration. Samtidig har hun solid indsigt i de specialiserede områder. Derfor var det et enstemmigt ansættelsesudvalg, der valgte Kia i et særdeles stærkt ansøgerfelt. Jeg er sikker på, at Kia er den helt rigtige til at fortsætte den gode udvikling, som Center for Job & Social står midt i”, siger vicekommunaldirektøren.
Klar til samarbejde og udvikling
Kia Schou Borggaard glæder sig til opgaven i Lejre Kommune:
“Jeg ser meget frem til samarbejdet med både ledere, medarbejdere, politikere og kolleger på tværs af kommunen. Jeg glæder mig til, at vi sammen kan videreudvikle området med fokus på kvalitet, samarbejde og borgernes behov.”
Den nye centerchef er uddannet cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet. Senest har hun afsluttet en masteruddannelse fra CBS i offentlig ledelse.
Privat bor Kia Schou Borggaard i Kastrup med sin familie.