Fra venstre mod højre: Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling, overborgmester Lars Weiss, Lejres borgmester, Tina Mandrup og Poul Erik Lauridsen, forperson i Klimaskovfonden. Foto: Morten Viberg-Holde.

Københavns Kommune rejser skov ved Kattinge

Tidligere på året afsatte Københavns Kommune 12 millioner kroner til at rejse skov uden for kommunegrænsen af klimamæssige hensyn. Nu er de første skove i gang med at blive rejst. 

Del denne artikel

LEJRE: I fremtiden vil københavnerne kunne gå tur i en skov, Københavns Kommune har finansieret – vel at mærke 50 kilometer uden for København. 

Københavns Kommune har indgået en større aftale med Klimaskovfonden om at rejse cirka 160 hektar skov fordelt på 13 arealer på Sjælland. Det sker for at styrke kommunens klimaindsats, fortæller Via Ritzau.

Der er blevet plantet en række træer plantet i ét af skovområderne ved Kattinge i Lejre Kommune for at markere aftalen. 

– I Lejre Kommune skal der rejses 960 hektar ny skov de næste 20 år. Det kræver ikke alene, at nogle vil lægge jord til, men også, at der er penge til projekterne. Samarbejdet mellem Københavns Kommune og Klimaskovfonden viser, hvad der kan lade sig gøre, når gode viljer og stærke kræfter forenes. Og jeg er særlig glad for, at det første synlige resultat af samarbejdet bliver her i Lejre Kommune, fortæller borgmester Tina Mandrup.

Over deres levetid vil skovområderne samlet optage over 48.000 tons CO2. Skovområderne på ca. 160 hektar vil samtidig bidrage til øget biodiversitet og til at beskytte drikkevandsboringer på Sjælland, hvor en del af københavnernes vand kommer fra.

Klimaskovfonden
Udover Lejre er det planen, at Københavns Kommune over de næste fem år også vil sikre, at der plantes skov i blandt andet Sorø, Køge, Stevns, Vordingborg og Roskilde. D

et største skovområde bliver i Faxe, hvor kommunen finansierer over 20 hektar skov – svarende til 28 fodboldbaner. 

Projektet understøtter samtidigt realiseringen af Den Grønne Trepart, hvor målet er, at der skal rejses 250.000 hektar skov. 

Når Københavns Kommune finansierer skovrejsning gennem Klimaskovfonden, lever skovene op til fondens standarder og kriterier om klimarobuste blandingsskove med fredskovspligt. 

Det giver en sikkerhed for, at træerne kommer i jorden og på sigt giver den forventede klimaeffekt. 


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig