
Lejre Bibliotek & Arkiv består af fem fysiske biblioteker og et lokalarkiv.
Øget brug af digitale materialer presser budgettet
Lejre Bibliotek & Arkiv står over for økonomiske udfordringer, der kan få konsekvenser for serviceniveauet.
Del denne artikel
LEJRE: Lejre Bibliotek & Arkiv har lave udgifter sammenlignet med sammenlignelige kommuner og har mange biblioteksafdelinger i forhold til kommunens befolkningsstørrelse.
Desuden viser ny statistik, at efterspørgslen på både udlån af bøger og lydbøger i Lejre Bibliotek & Arkiv er stigende. Det samme er kommunens befolkningstal igennem en årrække.
Mange ugentlige åbningstimer
Lejre Bibliotek & Arkiv består af fem fysiske biblioteker og et lokalarkiv.
Derudover tilbyder Lejre Bibliotek en række digitale litterære og kulturelle tilbud, herunder mulighed for udlån af e-bøger og lydbøger samt adgang til kulturelle film på Filmstriben.
Lejre Biblioteks fysiske afdelinger er kendetegnede ved at være geografisk spredt i kommunen med mange åbningstimer ugentligt og med en meget høj grad af selvbetjente afdelinger.
Overordnet har bibliotekerne en lav bemanding, og personalet er fordelt på mange afdelinger med få bemandede åbningstider.
Lejre Bibliotek & Arkiv har et lavt materialebudget. På trods af materialebudgettet har man i perioden 2022-2024 haft den 6. største stigning i fysiske udlån i Danmark (ud af 98 kommuner) og den 5. største stigning i udlån per borger.
På trods af stigningen har Lejre Bibliotek & Arkiv dog et forholdsvis lavt udlån per borger.
Flere kulturelle aktiviteter
Der er en stigning i de kulturelle aktiviteter på afdelingerne, hvilket især skyldes de borgerinddragende initiativer.
I 2024 har der været 74 arrangementer og 133 kulturelle aktiviteter. I 2023 var der 61 arrangementer, i 2022 var der 50 arrangementer og i 2021 30 arrangementer.
Den fremtidige økonomisk udfordring
På grund af ledige stillinger i perioden 2023-2025 – og tilbageholdenhed i det fysiske materialeindkøb – har råderummet i lønrammen opvejet underskuddet på driftsposterne. Det fortsætter dog ikke ind i 2026, hvor alle stillinger igen forventes besat.
Den forøgede driftsudgift forventes fra og med 2026 at være i størrelsesordenen 340.000 – 500.000 kroner. Alene udgifterne til eReolen og Filmstriben er siden 2020 steget med tilsammen 250.000 kroner.
Den forøgede driftsudgift kan holdes inden for det afsatte budget, men det vil have konsekvenser for serviceniveauet.
Formentligt enten i form af nedgang i personale eller, at færre digitale og fysiske materialer fremadrettet stilles til rådighed for borgerne, har administrationen underrettet Udvalget for Kultur, Fritid og Turisme om på det seneste udvalgsmøde.