Læserne vil kunne møde Robert Dumong hver måned i LejreMagasinet

Robert Dumong har igen været på tur rundt i Lejre – se det lille galleri, der viser, hvor Robert lige slog vejen forbi.

Rundt i Lejre og forbi Kunst i Pinsen 2024

Der findes nok ingen, der kommer så meget rundt i Lejre, som Robert Dumong og samtidig nok også, er en af de personer, der kender Lejre bedst – og heldigvis for os, har han altid sin nysgerrighed og sit kamera med. Alle de små historier fortæller så fint, hvad det er, der definerer Lejre, Vores Sted.
 

Del denne artikel

Tekst og foto af Robert Dumong.

LEJRE: Når man som Robert Dumong har sin daglige gang og virke i Lejre, så ser og møder man ofte ting, som ikke alle ville have stødt på. Derfor har Robert altid sit kamera med når han færdes rundt omkring i Lejre, for så bliver turen dokumenteret i små interessante historier, som deles i både LejreMagasinets fysiske udgave og her på onlinedelen, mitlejre.dk.

Asger på besøg i Lejre
I forbindelse med det kommende EU-valg, havde Venstre i Lejre inviteret Asger Christensen til et åbent møde i Rådssalen på Allerslev Rådhus, hvor han fortalte om sit arbejde i Parlamentet. Tyve deltagere var mødt op, og de fik først et bredt billede af arbejdet, og de problemer man beskæftigede sig med. Siden var der spørgsmål fra salen, hvor energi problematik og migration fyldte mest.  Efter mødet var det stadig smukt solskinsvejr, og Tina og Asger blev foreviget i de smukke omgivelser omkring Rådhuset. 

Dagpragtstjerne
Gennem flere år har vi set randbælter op til de dyrkede marker med honningurt, men nu kan man også se smukke røde bælter med dagpragtstjerner. Dag Pragtstjerne tilhører nellikefamilien og de smukke røde blomster er udfoldede i dagtimerne, hvor de besøges flittigt af insekter. Plantens latinske navn Silene har den fået, fordi dens bægerblade  ligner de krukker som man i antikkens Grækenland brugte til at opbevare vin. Silen efter Bacchus følgesvend, som havde ry for at være glad for vin. Jeg har ikke fundet nogen anvendelse af planten til medicins eller kommerciel brug. Men dens tiltrækning af insekter som alternativ til de blomsterløse kornmarker giver god mening for biodiversiteten.

Ledreborg Allé i sommersol
Den gamle livsnerve til Lejre er Nordeuropas længste alle – Ledreborg Alle. Lejre er som kommune vokset en del gennem årene, og der er nu mange nye indfaldsveje, men det er vedvarende en nydelse at køre mellem de veltrimmede lindetræer, med udsigt til bløde bakker mod Ledreborg skoven. For snart mange år siden var træerne i Allen udtjente og måtte fornys. Det gav nogen lokal debat, fordi en gruppe borgere mente, at det var en opgave som burde løses af Godset. Heldigvis skar den siddende kommunalbestyrelse, med Evan Jensen i borgmesterstolen, igennem, og definerede det som en opgave for kommunen. En tid var der også problemer med Roskilde, som kviede sig ved at betale deres del. Men heldigvis faldt alt på plads, så vi i dag kan nyde den smukke alle, og med glæde kan tænke tilbage på de, der gennemførte renoveringen.

Inspiration til haven
Påskeliljer er en af de første vækster, som for alvor melder at den lyse tid er på vej, og flere og flere steder kan man gennem mere end én måned glædes over de smukke blomster, Når blomstringen er forbi står bladene tilbage og samler kraft til næste vækstår, men rosetten af grønne blade har en tendens til at give et rodet indtryk, når de i ukontrolleret orden visner tilbage. I Herslev har en haveejer fundet på at flette bladene, så de står som små statuetter i bedet. En kreativ ide, som måske kan være inspiration til andre.

Truslen fra øst
Sidste år blev høsten fra Jørgen Foghs vingård reduceret til omkring 10 % af det forventede. nDet skyldtes en mindre flue, som er indvandret fra Østen. Populært kaldes den Suzuki Fluen, og dens latinske navn fortæller, at den er glad for druesukker. I det tidlige forår lægger den sine æg i umodne frugter, og når vækstsæsonen er i gang og høsten er forestående, vælter den nye generation frem – og tar for sig af de modne frugter. Fluen synes ikke begejstret for lys og vind, så Jørgen har i år bundet alle planter op i ca. 2 meters højde, og fjernet alt grønt for neden. Da vinstokkene er meget villige til at producere nye skud, er det en proces, han må gentage løbende hele vækstsæsonen.

Kunst i Pinsen 2024
I pinsen havde 180 kunstnere fra det meste af Sjælland slået sig sammen om projektet Kunst i pinsen. Fra Lejre deltog 14. Ikke alle nåede jeg omkring, men her er et mindre udsnit.

Lene Regius
Lene Regius har specialiseret sig i store keramiske krukker med smukke farvestrålende motiver. I foråret opholdt hun sig flere måneder i Kenya, og afrikansk kunst og farver har været en tydelig inspiration for hendes nyeste værker. Man må udtrykke en vis beundring over hun efter at have rundet de firs år har kraft til at håndtere de store krukker.

Joe Pearson
Joe har tydeligt hentet en stor del af sin inspiration fra fuglebrættet, som med den tætte placering på skoven og de frie landbrugsarealer nær Lindholm tiltrækker en mangfoldighed af flyvende gæster.

Joe er tidligere landmand og tømmer, men på sine ældre dage, hvor hænderne bar slid efter manuelt arbejde, har han slået sig på malingen hovedsageligt med motiver hentet i naturen.

Gunhilds Galleri
Der holdes jævnligt udstillinger i Gunhilds Galleri, som er indrettet i den gamle svinestald, og som vanligt har hun inviteret flere kunstnere til at deltage, så denne gang kunne man, ud over de dansende par som Gunhild er ved at specialisere sig i aktuelt, se Bill Højelsen fra Liseleje, som var inspireret af sejlskibene og derudover støbte mindre bronzefigurer, og to kunstnere, som havde specialiseret sig i smykkefremstilling og kurveflet.

Fuut Fuut – Cafeen på Hvalsø Station
Fuut Fuut er ikke et direkte udstillingslokale, og indgår ikke i fællesbrochuren ’ Kunst i Pinsen’, men er en hyggelig cafe, hvor der er ophængt billeder af Zven (!). Kunstneren selv er jævnlig gæst på stedet, men pinselørdag var han optaget ved en udstilling om tegneserier andetsteds. Han synes meget inspireret af dette medie, som man tydeligt kunne fornemme af de undertiden meget blodige og dramatiske billeder.

Galleri Jørn
Jørn Hansen har specialiseret sig i skulpturer i træ og drivtømmer, den såkaldte land art. Men det er næsten umuligt at sætte grænser omkring Jørn, fordi han er så mangesidig.

De store træskulpturer kan være svære at indpasse indendørs, og uden intens pleje, er de i fare for at forgå udendørs. Det sætter visse grænser for distribution.

Derimod er hans mindre figurer, som er skabt af genbrugsglas, som er klippet til i mindre størrelser og siden limet sammen, værker som vil finde indpas også i mindre stuer. Eksempelvis kombinationen af træ og glas, hvor mønstret central skyldes indbygget hulrum

 

 


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig