Der kan søges tilskud til undervisning eller pædagogiske aktiviteter, hvor læringen sker med naturen i hænderne. Foto: Kristian Løk

Søg tilskud til lokale projekter

Der kan nu søges om tilskud fra 20.000 kroner. Der gives støtte til lokale projekter, der bidrager til et eller flere af følgende tre formål, beskrevet i artiklen. 

Del denne artikel

Tekst af Conny Probst.

FRILUFTSLIV Udlodningsmidler til Friluftsliv støtter projekter, der er lokalt forankrede, og som gør en forskel for friluftslivet lokalt. Der kan søges om tilskud fra 20.000 kroner. Der gives støtte til lokale projekter, der bidrager til et eller flere af følgende tre formål:

Skaber bedre adgang til naturen
Stadig flere ønsker at dyrke friluftsliv og være aktive i naturen i hverdagen og gerne tæt på, hvor de bor. Adgangen til naturen kan forbedres gennem flere muligheder for at færdes, orientere sig og opholde sig i eksisterende eller nye naturområder for eksempel via etablering af fysiske tiltag. 

Hvis naturen skal gøres tilgængelig for flere, handler det også om at synliggøre og formidle mulighederne samt støtte og opmuntre til, at flere kommer ud i naturen.  

Skaber mere friluftsliv for flere
Det skal være let og attraktivt for flere at dyrke et aktivt friluftsliv, hvad enten det er i fællesskab med andre eller på egen hånd. 

Der kan for eksempel være tale om start af nye friluftsaktiviteter, udvikling eller udbredelse af eksisterende friluftsaktiviteter. 

Det kan også være aktiviteter for nye målgrupper eller målgrupper med særlige behov.

Styrker viden om og forhold til naturen
Det kan eksempelvis være aktiviteter, som giver friluftsaktive større forståelse af den natur, de besøger, plads til eftertanke og handlekompetence i forhold til at passe på den. 

Det kan også være undervisning eller pædagogiske aktiviteter, som flyttes udenfor, så læringen sker med naturen i hænderne. 

Næste ansøgningsfrist er 15. september 2025. 

For at søge tilskud til et lokalt projekt skal man udfylde og indsende et elektronisk ansøgningsskema, som man finder på www.friluftsraadet.dk. 


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig