Stråtaget skal udskiftes, det samme skal de skaderamte dele af tagkonstruktionen. Foto Malling.

Tadre Mølle skal have nyt tag

Sensommeren og efteråret byder på en tiltrængt renovering af taget på Tadre Mølle.

Del denne artikel

Tekst af Conny Probst.

TADRE: Årene er ikke gået sporløst hen over Tadre Mølle, og det er en del af charmen ved det smukke besøgssted. 

Men når alderstegnene indebærer borebiller og råd, er det direkte ødelæggende for det gamle træværk, som lige nu gennemgår en større renovering. 

Stråtaget skal udskiftes, det samme skal de skaderamte dele af tagkonstruktionen.

Der har været mølledrift på stedet i over 600 år, og møllen, der i sin nuværende form er fra 1840, er fredet. Derfor har en godkendelse fra Slots- og Kulturstyrelsen været nødvendig. 

Og styrelsen har ønsket, at tagkonstruktionen skulle tilbageføres, så den fremstår som før en renovering i 1950’erne af Møllehuset. 

Lejre Kommune, Slots- og Kulturstyrelsen og den frivillige forening Tadre Mølles Venner finansierer renoveringen.

Renoveringen forventes afsluttet i begyndelsen af november. 

Stedet er fortsat åbent for besøgende, men selve vandmøllen er midlertidigt taget ud af drift.

Fakta:

• Renoveringen realiseres med støtte fra Den Selvejende Institution Tadre Mølle og Tadre Mølles Venner, der hver bidrager med 300.000 kroner. Slots- og Kulturstyrelsen støtter med 239.000 og Lejre Kommune med 500.000 kroner.

• Lejre Kommune løfter desuden den økonomiske byrde i forbindelse med, at tilskuddet fra Slots- og Kulturstyrelsen først udbetales ved projektets afslutning og den efterfølgende godkendelse af Styrelsen.

• Tadre Mølle er den sidste af i alt 13 vandmøller, der tidligere fandtes i Elverdamsdalen omkring Aastrup Gods. Hvor møllen ligger, er der tegn på mølle drift tilbage til 1300-tallet. Den nuværende mølle er fra 1840 og fredet.

• Møllen, der i dag fungerer som museum og naturcenter, er tidligere kåret som en af Danmarks smukkeste møller.


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig