I svingene bliver der kørt med 180 km/t – og med albuen i jorden.  

Tobias har store VM-drømme

16-årige Tobias Pedersen har kørt Road Racing, siden han var otte år. Ekstrem træning, benhård disciplin og fravalg af gymnasium og almindeligt ungdomsliv skal bringe ham nærmere den altoverskyggende drøm: At stå øverst på VM-podiet. 

Tekst af Conny Probst.

EJBY: Spørger man 16-årige Tobias Pedersen, hvad ”at stå tidligt op” er for ham, så svarer han: – Klokken fire. For jeg plejer at stå op mellem klokken fem og seks.

Som otteårig prøvede han første gang kræfter med Road Racing, som er hastighedsløb for motorcykler på lukkede asfaltbaner. En motorsport der ikke kun handler om at give den gas på banen, men kræver både taktik og teknik samtidig med, at man bruger sin muskler.

– Min far havde kørt Road Racing i nogle år. Jeg startede på en slags cross-maskine, men den var alt for voldsom. 

– Så vi fandt en klub, der havde nogle begynder-motorcykler, fortæller Tobias, der hurtigt blev grebet af det adrenalin-kick, han fik, og den koncentration han skulle udvise, hvis han ville blive dygtigere.

I dag har han to Kawasaki 400 motorcykler, to Kawasaki 600, en flat track-maskine og en såkaldt Mir, en lille motorcykel, som han bruger til at træne på.

180 km/t i kurverne
I starten af april kørte han første runde af det spanske mesterskab og sluttede 0.056 sekunder fra en podieplads. 

Næste afdeling kører han den 23. juni på sin Kawasaki 400, en gademotorcykel der vejer 150 kg. 

– Det foregår med 200 km/t på det lige strækninger og 180 km/t i kurverne – med albuen i jorden, forklarer han.

– Selvfølgelig er jeg altid en smule nervøs. Det er en ekstrem farlig sport, hvor der er folk, der kommer slemt til skade, fordi vi ligger lige efter hinanden. 

– Man skal tage sikkerheden meget seriøst.

– Road Racing fangede mig med det samme. Jeg har altid været et konkurrencemenneske, fortæller Tobias.

– Det er et vildt godt miljø at være i. Jeg er altid blevet respekteret, selv om jeg er en af de yngste. Jeg er den anden yngste af de 10 drenge på Road Racing-landsholdet.

Træning, træning – og sponsorer
– Der ligger meget træning bag. Det er ikke bare at give gas. Det kræver også noget fysik. Så jeg cykler omkring 200 km om ugen og løber 20 til 30 km, siger Tobias.

– Det er en dyr sport. Derfor har jeg valgt at gå all-in. Jeg har fravalgt gymnasiet og arbejder, når jeg ikke træner og taler med sponsorer. 

– Der er en del lokale erhvervsdrivende, der støtter mig. – Og nu, hvor jeg næsten er på VM-plan – jeg håber på et wild card – har jeg også sponsorer fra Holbæk og Roskilde.

Alene i kassevognen
– Der er ingen baner på Sjælland mere, kun på Fyn og i Rødby. Der er det rigtig svært at få tid, så jeg har mest kørt i udlandet. 

– Mange baner ligger 700 km væk. 

– Pt. klarer min far og jeg det alene. Men det er svært, for der er mange ting at tage hånd om både op til og under et løb. 

– Vi har som regel brug for en ferie efter sådan en weekend, siger han.

Tobias arbejder i 14 dage, hvorefter far og søn kører kassevognen til Spanien.

– Så er jeg der alene en måned og bor i kassevognen på racerbanen. Og træner og træner. Det har jeg gjort, siden jeg var 15 år.

– De dage, hvor jeg ikke træner, cykler jeg i bjergene. 

– Jeg har kun et blus til at lave mad på i bilen. Jeg har kogebog med og ser madvideoer, så jeg får det rigtige at spise, fortæller Tobias. 

– Jeg taler tit med min far om, om det nu også er det her, jeg vil. Det er ekstremt hårdt, også rent mentalt, at være en måned alene i Spanien. 

– Når jeg kører løb i varmen dernede, er det med en puls på mellem 160 – 170. Så det er vigtigt hele tiden at være koncentreret og gøre alt med omtanke. 

– Starten er det farligste. Fra start og til første sving ligger vi op til ti kørere i en klump, og det er vigtigt at man accepterer, at det er sådan, det er.  

Fire år endnu
– Jeg drømmer om at være med til VM – og vinde. Jeg giver det et skud, til jeg er 20 år. Så vil jeg overveje, om det skal være det, siger Tobias Pedersen.

– Jeg har rigtig mange blå mærker. Heldigvis har jeg aldrig brækket noget, selv om jeg er styrtet med 150 km/t. Jeg har lært at rulle rundt – at vælte – på en bestemt måde. 

– Jeg er blevet dygtig til at vælte og har helt styr på, hvad der skal ske.

– Jeg bruger hver en krone, jeg har, til ræs. Jeg drikker ikke og går ikke til fester.

– Når jeg er hjemme i Danmark, står jeg op hver dag mellem fem og seks om morgenen, går på job, laver sponsorarbejde, regnskab osv. og ser løbsvideoer, fortæller Tobias.

-I Spanien er det så fysisk hårdt, at jeg skal sove ni timer hver nat for at klare dagen. 

– Jeg vil forfølge min drøm. Ellers vil jeg ærgre mig resten af livet. 

– Det er en drøm, jeg har haft i mange år. Men jeg nyder mit liv, lærer en masse om andre landes kultur og får nogle netværk.

– Jeg er øm i kroppen hele tiden. Men det er en del af det sjove hele tiden at mærke, at jeg presser mig selv, siger Tobias. 

Pt. er Tobias og hans far i gang med forberedelserne til  det spanske mesterskab. Anden og tredje løbsweekend foregår i Barcelona den 21.-22. juni og weekenden efter på Motorland Aragon den 28.-29. juni.