
Bredøret flagermus. Foto: Zoolog og flagermusforsker Hans J. Baagøe
Truet flagermus breder sig i Nationalparken
Flagermusforsker har fundet hele ti ud af 17 danske flagermusarter i Nationalpark Skjoldungernes Land.
Og den sjældne art, bredøret flagermus, er i fremgang.
Del denne artikel
LEJRE: Ens ører kan ikke høre deres skrig. Men natten i Nationalpark Skjoldungernes Land er fyldt med højfrekvente flagermusskrig. Det dokumenterer en ny, stor undersøgelse.
I løbet af de tre år, som undersøgelsen af flagermusene i nationalparken har varet, fandt man ti ud af landets 17 flagermusarter.
Zoolog og flagermusforsker Hans J. Baagøe står bag undersøgelsen i samarbejde med Nationalpark Skjoldungernes Land.
Sjælden art breder sig
En af undersøgelsens mest opsigtsvækkende opdagelser er de mange lydoptagelser af skrig fra bredøret flagermus, der er specialist i at fange natsommerfugle, men som kan også tage andre flyvende insekter.
Med rapporten ved man nu, hvor i nationalparken denne flagermus foretrækker at jage, nemlig i skovene, skovkanter, langs levende hegn og i parker med ældre træer.
De mange arter af flagermus ser ud til at trives særligt godt i nationalparkens sammensatte landskab, hvor landsbymiljøer veksler med artsrige skove, udyrkede arealer og fjordens kyststrækninger med strandenge.
Flagermusenes livsgrundlag skal fremtidssikres
Flagermusene er stærkt beskyttet af diverse lovgivning, herunder EU-Habitatdirektivets bestemmelser. De er nemlig sårbare over for forstyrrelser og ødelæggelse af deres levesteder, og deres fortsatte trivsel afhænger af, hvordan vi opretholder, forvalter og fremtidssikrer deres livsbetingelser.
Derfor indeholder den nye rapport også en forvaltningsplan, der blandt andet anbefaler og rådgiver om beskyttelse af opholdsteder og ynglekolonier i gamle træer og bygninger samt bevaring og forbedring af naturtyper, der er rige på de insekter, som er flagermusenes livsgrundlag.
Samtidig er nationalparkens mange udyrkede naturområder, søer, åløb og kyststrækninger fyldt med insekter og sikrer et spisekammer for flere af flagermusarterne som vandflagermus, brunflagermus, troldflagermus og skimmelfagermus.
Oplev flagermus i nationalparken
Når Hans J. Baagøe samler data om flagermusenes færden i nationalparken, foregår det med forskelligt, avanceret ultralydsapparatur. Et stort antal automatiske lyttebokse (stationære flagermusdetektorer) har været udlagt på udvalgte lokaliteter i nationalparken, så de hele natten har kunnet optage lydene fra forbipasserende flagermus.
Man kan opleve det mystiske, flyvende pattedyr, også uden avanceret detektorudstyr. Brunflagermusen flyver tidligt ud, ofte lige efter solnedgang, og kan spottes på himlen den første halve time efter solen er gået ned.
Et godt sted med frit udsyn er parkeringspladsen ved enden af den lange Ledreborg Allé lidt før indgangen til Ledreborg Park.