Pindsvinets meget særprægede udseende gør det let at kende fra andre dyrearter. Det har nemlig 5.000 til 8.000 cremefarvede til brune pigge på ryggen og brungrå hår på resten af kroppen.

Vi tæller Danmarks pindsvin

For tredje år i træk tæller danskerne, WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker, Sophie Lund Rasmussen, der er bosat i Lejre, pindsvinebestanden i Danmark. 

Del denne artikel

Tekst af Conny Probst.

Da man startede pindsvinetællingen, havde man ikke tidligere opgjort bestanden i Danmark. 

I 2024 blev det europæiske pindsvin kategoriseret som “nær truet”. Derfor er det kun endnu mere aktuelt at blive ved med at tælle og følge med i artens udvikling i Danmark. 

Man kan tælle pindsvin året rundt, men den årlige tælling finder sted den 9. august. Er man forhindret på dagen, kan man også registrere i dagen før og dagene efter tælledagen fra den 8. til 12. august – så tæller det med i dataene. 

Sammen med Dr. Pindsvin har WWF udviklet et simpelt registreringsmodul, hvor man kan registrere de pindsvin, man ser. Hvis man ikke ser et pindsvin, er det meget vigtigt, at det også bliver registrerer.

Al data vil blive brugt til forskning, så man kan blive klogere på, om pindsvinet er i tilbagegang. Projektet er muliggjort med støtte fra Nordea-fonden. Pindsvin-observationerne skal registreres på: kort.danmarkspindsvin.dk. I 2024 blev der registreret 16.267 pindsvin, heraf 4.244 i Region Sjælland. 

Bliv klogere på pindsvin:
• Det europæiske pindsvin, med det videnskabelige navn Erinaceus europaeus, er et ud af 19 arter af pindsvin i verden. Men pindsvinet er den eneste piggede pattedyrart i Danmark.

• Pindsvinets meget særprægede udseende gør det let at kende fra andre dyrearter. Det har nemlig 5.000
til 8.000 cremefarvede til brune pigge på ryggen og brungrå hår på resten af kroppen. Pindsvinet har forbløffende lange ben, der kommer til syne, når det beslutter sig for at løbe. Til gengæld er dets hale meget kort.

• Det europæiske pindsvin (Erinaceus europaeus) findes i de fleste lande i Europa (Danmark, Belgien, Kroatien, Tjekkiet, England, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Irland, Italien, Letland, Luxembourg, Holland, Norge, Polen, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Schweiz og Østrig), men også helt ind i den nordlige del af Rusland.

• Derudover blev pindsvinet introduceret til New Zealand i 1870’erne af engelske nybyggere. Pindsvinene i New Zealand har det lige lidt for godt, da der ikke rigtig er nogen rovdyr, der spiser pindsvinene. Derfor er man i visse områder af New Zealand nødt til at regulere pindsvinebestanden, da de, blandt andet ved at spise æg, har en negativ indflydelse på særligt bestanden af landets jordrugende fugle.

Kilde: WWF


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig