I år er der betydeligt flere, der rapporterer, at de ikke har set pindsvin, fortæller adjunkt Sophie Lund Rasmussen.

Flere kiggede efter pindsvin i Lejre i år

-men de observerede færre pindsvin end i 2025.

Del denne artikel

Tekst af Conny Probst.

LEJRE: I 2025 indberettede 137 personer pindsvinetal fra Lejre Kommune. I alt blev der registreret 201 levende pindsvin og fem trafikdræbte.

Ved WWF’s, Verdensnaturfondens og Dr. Pindsvins årlige tælling af pindsvin den 8. august rapporterede tilsammen 169 personer i Lejre Kommune, at de havde observeret 132 levende pindsvin og 11 døde/trafikdræbte pindsvin. 

Og igen i år var der flest pindsvine-observatører i Kirke Hyllinge. 

87 Kirke Hyllinge-borgere deltog
I Kirke Såby indrapporterede 32 personer 27 levende og to trafikdræbte pindsvin – mod 19 personer og 29 pindsvin i 2025.

I Kirke Hyllinge indrapporterede 87 personer i alt 78 levende og et dødt pindsvin – mod 71 personer i alt 107 pindsvin i 2025.

I Lejre fik 23 personer øje på i alt 12 levende og seks døde pindsvin – mod 16 personer og 14 pindsvin og et trafikdræbt året før.

I Hvalsø observerede 27 personer 15 levende og to trafikdræbte pindsvin – mod 31 personer og 56 pindsvin i 2025. 

Mange gik forgæves
Omkring hver sjette dansker, der var i haven eller naturen i forbindelse med den årlige pindsvinetælling den 8. august, gik forgæves. Det er en markant større andel end tidligere år, der ikke er lykkedes med at spotte et pindsvin.

Sidste år registrerede 10,8 procent, at de kiggede, men ikke så et pindsvin. I år var andelen vokset til 16,7 procent.

Og det vækker bekymring hos WWF Verdensnaturfonden og Dr. Pindsvin, alias adjunkt Sophie Lund Rasmussen, der er bosiddende i Lejre og forsker i pindsvin ved Statens Naturhistoriske Museum og Oxford Universitet.  

– Der er i år betydeligt flere, der rapporterer ikke at have set pindsvin. Samtidig har vi fået hundredvis af kommentarer fra danskerne om, at de pindsvin, som ellers var i haven i juni og i starten af juli, er forsvundet. 

– Det kan skyldes, at pindsvinene har været hårdt ramt af den rekordvarme og tørre sommer herhjemme og er gået til på grund af mangel på vand og føde. Vi har set lignende i Sydeuropa, hvor der er optagelser af pindsvin, der falder døde om i hedebølgen, fortæller Sophie Lund Rasmussen.

Stor opbakning fra danskerne
I alt har 11.607 personer deltaget i årets pindsvinetælling og registreret 16.884 pindsvin. 

Formålet med projektet er at indsamle data, som skal gøre WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen klogere på den danske pindsvinebestand, og engagere danskerne i naturen.

På tværs af Europa er arten nemlig gået tilbage med op mod 30 procent og blev i 2024 vurderet som ”nær truet”. 

I Danmark ved man dog endnu ikke nok om bestanden til at lave en national bestandsvurdering, og derfor er det særligt glædeligt, at så mange danskere igen i år bakker op om tællingen.

Næste pindsvinetælling finder sted lørdag den 7. august 2027.


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig