
Fra ”bagsiden” af Gl. Kongsgaard kan man nyde den fantastiske udsigt over mod Skibssætningen og den omkringliggende smukke natur.
Gl. Kongsgaard – 100 år som museum
Søndag den 1. juni inviterer ROMU, Lejre Museumsforening og det frivillige havehold traditionen tro til sæsonåbning på Gl. Kongsgaard. I år bliver det ekstra festligt.
Del denne artikel
Foto: Klaus W. Rasmussen.
I 2025 er det 100 år siden, Gl. Kongsgaard blev åbnet som museum, og det bliver fejret med manér.
I 1925 flyttede Kirsten Nielsen – hvis familie havde boet på Gl. Kongsgaard siden midten af 1700-tallet – ind på gården på Orehøjvej 12 og indrettede stuehuset med familiens møbler.
Hun åbnede dørene for besøgende, og lige siden har gæster kunnet besøge den stemningsfulde mindestue for områdets bondekultur i hjertet af Gl. Lejre.
Den 1. juni fra klokken 11 – 16 fejres jubilæet med taler, sang og festlige indslag for hele familien.
Klokken 12 finder den officielle fejring sted, hvor blandt andre ROMUs direktør Morten Thomsen Højsgaard holder tale. Her serveres også en særlig jubilæumskage, og der synges fællessange.
Lokalhistorisk teater
Sæsonåbningen byder, som traditionen foreskriver, på lokalhistorisk teater, spillemandsmusik og boder med salg og demonstration af gamle håndværk som plantefarvning, hørproduktion og trædrejning.
Sultne gæster kan glæde sig til flæskestegssandwich fra Lejre Museumsforening, mens det frivillige havehold sælger hjemmebag og varm kaffe.
Der er aktiviteter for børn – de kan blandt andet prøve at støbe lys og lege gamle lege – mens de voksne kan tage på havevandring, prøve at slå med le eller nyde en kold fadøl i solen.
I juni, juli og august holder Gl. Kongsgaard åbent hver torsdag og søndag fra klokken 13 – 16.00. Der er gratis adgang til stuehuset og mulighed for at nyde kaffe og kage i de idylliske, historiske omgivelser.