Du kan nu indstille kandidater til fire forskellige priser, Frivillighedsprisen, Trænerprisen, Lederprisen og Foreningsprisen.

Indstil kandidater til Lejre Kommunes priser 2026

Kender du en frivillig, der gør en særlig indsats? En træner, der skaber fællesskab og motivation? Eller en foreningsleder eller forening, som bidrager ekstraordinært til styrkelse af det lokale liv?

Del denne artikel

LEJRE: Nu kan du være med til at indstille kandidater til Lejre Kommunes årlige priser på kultur- og fritidsområdet.
Hvert år uddeles en række priser til frivillige og foreninger, som har gjort en særlig indsats. Kommunens priser skal være med til at hylde nogle af de mange engagerede mennesker, som er med til at skabe fællesskab og aktivitet i hele kommunen – på idrætsanlæg, i kulturhuse, på scener og i foreningslivet. De frivillige kræfter, der hver dag gør en forskel for andre, for os i Lejre.
Du kan indstille kandidater til fire forskellige priser, Frivillighedsprisen, Trænerprisen, Lederprisen og Foreningsprisen.

Frivillighedspris
Frivillighedsprisen uddeles til en frivillig forening/organisation eller enkeltperson, der har gjort en forskel ved:
• At yde en særlig frivillig indsats i Lejre Kommune gennem en årrække
• At yde en særlig frivillig indsats for andre mennesker
• At være et godt eksempel for andre
Prisen består af 5.000 kr. og uddeles af Udvalget for Kultur, Fritid og Turisme. 
Ansatte i Lejre Kommune kan ikke indstille frivillige til prisen. 

Trænerpris
Uddeles til en træner/ instruktør der gennem en årrække har ydet en særlig, frivillig og ulønnet indsats i Lejre. Prisen består af 5000 kr. som uddeles til prismodtageren. Prisen uddeles af Folkeoplysningsudvalget

Lederpris
Uddeles til en leder (fx et bestyrelsesmedlem), der har ydet en særlig indsats inden for det folkeoplysende foreningsarbejde i Lejre. Prisen består af 5000 kr. som uddeles til prismodtageren. Prisen uddeles af Folkeoplysningsudvalget.

Foreningspris
Foreningsprisen uddeles til en forening, der understøtter, at flere borgere i Lejre Kommune bliver fysisk aktive og en del af et fællesskab, og som har ydet en særlig indsats det seneste år for at få flere aktive medlemmer.  Prisen er på 5.000 kr., som udbetales til foreningen 
Foreninger, borgere samt idræts- og foreningskonsulenten kan indstille kandidater 

Tjek ind HER og lav din indstilling – og husk, det skal ske INDEN den. 1. august 2026


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig