Det blev til et smukt farvel til Bent Gottfredsen.
Et farvel til Bent Gottfredsen
Den 4. maj blev Bent Gottfredsen bisat ved en ceremoni afholdt på Aastrup Gods. Mere end 120 var mødt frem for at vise Bent hvor meget han har betydet for lokalsamfundet.
Tekst og foto af Robert Dumong
LEJRE: Under det flere hundrede år gamle bøgetræ i Aastrups park, med udsigt til den brede del af Elverdamsdalen, stod den smukke kiste dekoreret med årstidens blomster.
Bent var ikke medlem af Folkekirken, men en så rummelig person, at pastor Joachim Stender fra Kirke Saaby læste overkisten, efter at Karin, Bents enke, havde læst et digt, som Bent fik med på vejen.
Som Stender sagde: Bent troede ikke på at der var noget efter dette liv, det troede han derimod. Men i dag var det Bents dag.
En personlig sidste hilsen
Bent var en formidler af Guds nåde, kom vidt omkring og var på alle måder uden fordomme.
Vi bevægede os forskellige steder i lokal sammenhæng men med sit kompromisløse, alsidige engagement og evne til at formidle, var han et menneske som ustandseligt dukkede op i debatten. Og han var et væsentligt argument for, at portrætbogen om Lejre borgere måtte have en opfølger.
Da han blev ramt af en blodprop, var jeg først meget tilbageholdende, da man fortalte, at hans tilstand var meget kritisk, men jeg blev glad da Karin sagde jeg var velkommen til at besøge ham.
Det var en positiv oplevelse. Det er rigtigt, at Bent var fysik hæmmet, men i hans øjne brændte en ild, og det var så tydeligt, at han stadigt var tilstede – og opfattede alt i sine omgivelser.
Det var øjne, som brændte sig fast i min bevidsthed. Øjne, som jeg tydeligt kan genkalde. Øjne, der sammen med enkle bevægelser, kunne kommunikere med omverdenen.
Det blev til et lille halvt år som besøgsven. At kunne trække sig ud af de daglige rutiner og for en tid gå ind i et andet univers i godt selskab, er det man i undervisningskredse betegner som: kvalitetstid. Og jeg så frem til og glædede mig til det ugentlige møde med Bent og Karin.
Vi nåede 2 romaner og en novellesamling, og den næste bog skulle være Johs. V. Jensens: Himmerlandshistorier, Og jeg glædede mig til at læse dem for Bent.
Til det sidste troede jeg fuldt og fast, at Bent en dag ville rejse sig – og lidt efter lidt genvinde sit gamle jeg – også fysisk.
Desværre gik det ikke sådan. Men hans stærke øjne vil forblive en del af mine bedste minder – om en unik mand.
