Antallet af børn i alderen 0-5 år forventes at stige med 4,18 procent; fra 1.963 i 2026 til 2.045 i 2030.

Ny befolkningsprognose for Lejre Kommune

Frem til 2030 forventes der et generelt lavere niveau for nybyggeriet. 

Del denne artikel

Tekst af Conny Probst.

LEJRE: Den kommunale administration har udarbejdet en befolkningsprognose for Lejre Kommune for perioden 2027-2036. 

Prognosen er et vigtigt grundlag for udarbejdelse af budgetter og øvrige planlægning på ældre, skole- og børneområdet.Den bygger på en række antagelser og forudsætninger om fødsler, dødsfald, til- og fraflytning og effekten af nyt boligbyggeri. 

Boligprognose
Planafdelingen udarbejder hvert år en boligprognose. Den bygger på data dels fra udstedte byggetilladelser og indsendte ansøgninger om byggetilladelser, dels fra indberettede forventninger fra jordejere og udviklere. Lejre Kommune har løbende dialog med disse samt med ejendomsmæglere. 

Deres samstemmende vurdering er, at det er attraktivt at bygge og flytte til de områder, der er i gang med at blive bebygget eller lokalplanlagt.

Hvis administrationen alene baserede sig på udviklernes tilbagemeldinger, ville der i perioden 2026 til 2030 blive bygget 818 boliger. 

Baseret på de historiske erfaringer med, hvad der faktisk blev bygget, er grundlaget for prognosen fastlagt til, at der i perioden 2026 til 2030 vil blive bygget 407 boliger: 18 i 2026, 66 i 2027, 123 i 2028 og 100 i både 2029 og 2030.

Befolkningsprognosen 
Lejre Kommunes befolkning er i løbet af 2025 vokset med 284 indbyggere, så indbyggertallet pr. 1. januar 2026 udgør 29.877 borgere. 

Det svarer til en samlet vækst på 1,0 pct. fra januar 2025 til januar 2026 og bekræfter den overordnede tendens til befolkningstilvækst i kommunen.

I perioden fra 2026 til 2030 forventes befolkningen at stige yderligere med 1,8 pct., hvilket indebærer, at Lejre Kommune pr. 1. januar 2030 forventes at have 30.401 borgere. 

Den forventede vækst hænger i høj grad sammen med antagelserne om det planlagte boligbyggeri og den deraf følgende tilflytning.

I 2030 forudser prognosen, at antallet af +80-årige er vokset med 23,22 procent fra 1.886 til 2.324, og at antallet af 17-24 årige er faldet med 9,19 procent, fra 2.284 til 2.074. 

Antallet af børn i alderen 0-5 år forventes at stige med 4,18 procent; fra 1.963 i 2026 til 2.045 i 2030.


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig