
Christian Balslev-Olesen er bosat i Lejre og med i arbejdsgruppen bag Afrika i Lejre.
Et udsyn til den store verden
Temaet for årets Afrika i Lejre er Levende Håb.
Del denne artikel
LEJRE: ”Afrika i Lejre” er et enestående samarbejde i Lejre kommune – mellem alle skoler, kirker, biograf og foreninger, hvor vi står sammen om at skabe oplevelser på tværs af grænser og på tværs i vores eget lokalområde, fortæller fhv. generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Christian Balslev-Olesen.
– Det er et udsyn til den store verden. Det er en oplevelse af et kontinent, vi kun kender som krig, tørke, hungersnød og ulykke. – Med festivalen Afrika i Lejre vil vi vise, at der også er en anden virkelighed, og vi gør det gennem kultur, kunst, musik, sang og kor. Festivalen er et møde i øjenhøjde med mennesker fra forskellige dele af Afrika, Asien og fra vores nabolande i Europa.
Afrika i Lejre er et stykke mellemfolkeligt arbejde, hvor børnene i skolerne arbejder med kunstnere fra andre lande, og hvor de synger sammen med unge mennesker fra andre dele af verden.
– Vi lever i en verden, hvor det buldrer og brager af krige, konflikter og kriser, som splitter og som
lever af fjendebilleder. Det tærer på modet, og det tærer på håbet. Derfor er levende håb temaet for Afrika i Lejre 2026. Håb er nemlig brændstof for menneskelig handling og udholdenhed.
– Håbet driver os frem, trods alle dystre prognoser. Det skaber mening og sammenhæng – mellem os selv og omverdenen, mellem nutid, fortid og fremtid. Uden håbet ville alt gå i stå. Håb skabes og styrkes i mødet mellem mennesker, der gennem samtale, samvær og oplevelser får kendskab til hinanden og opnår en gensidig forståelse, siger Christian Balslev-Olesen.
Hvad kan man opleve under Afrika i Lejre?
I år er det værd at fremhæve udstillingerne i fem kirker af malerier og skulpturer af kunstnere fra Afrika og Danmark.
– Der bliver ikke alene udstillinger, men også møder mellem kunstnerne på tværs af landegrænser, hvor de lærer af hinanden på en fælles workshop. Vi glæder os også over, at vi har prominente danske kunstnere som Laila Westergaard med. Hun er en af vores mest anerkendte billedhuggere, der medvirker både som udstiller og i debatter.
– Og som noget nyt skal vi opleve et ‘Verdenskor’ med 100 unge fra Lejre sammen med unge fra otte forskellige lande. De vil arbejde sammen og synge på festivaler, i skolerne, kirkerne og på Rockmuseet i Roskilde.
– Vi ser frem til at holde en festlig gudstjeneste søndag den 13. september i Hvalsø kirke, som er
fælles for alle kirker i Lejre. Det bliver en gudstjeneste med kunst, musik fra Afrika og besøg af Jonas Nøddekær, generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, og som netop er hjemvendt fra Ukraine. Han vil fortælle om håbet blandt ukrainerne midt i krigen.
Efter gudstjenesten er der en frisk sandwich til alle og mulighed for at komme med på Kunstruten, rundt til kirker med udstilling i Lejre. Tilmelding er nødvendig til Kunstruten.
Hele programmet for Afrika i Lejre kan findes på www.afrikailejre.dk
Fakta om Christian Balslev-Olesen:
• Christian Balslev-Olesen er bosat i Lejre og med i arbejdsgruppen bag Afrika i Lejre.
• Christian Balslev-Olesen har i sit arbejdsliv boet i Afrika i flere år og haft sit virke inden for nødhjælp, udvikling og diplomati.