26,8 procent af borgerne i Lejre svarede i undersøgelsen, at de brugte mindst fire timer bag skærmen om dagen – hvilket er lavere end det gennemsnitlige tal for Region Sjælland.

Sundhedsprofilen 2025

26,8 procent af borgerne i Lejre svarede i undersøgelsen, at de brugte mindst fire timer bag skærmen om dagen – hvilket er lavere end det gennemsnitlige tal for Region Sjælland.

Del denne artikel

Tekst af Conny Probst.

LEJRE: Sundhedsprofilen 2025 bygger på svar fra spørgeskemaundersøgelsen ”Hvordan har du det?”, som er udsendt til cirka 37.400 borgere på 16 år eller derover i Region Sjælland – 2.200 i hver kommune. 

Svarprocenten i Region Sjælland var omkring 42 procent, og i Lejre Kommune var den 46,3 procent. Det er den højeste svarprocent i regionen.  

Sundhedsprofilen er vigtig, blandt andet når der skal laves nye sundhedsaftaler mellem regioner og kommuner, fordi den betyder, at der kan sættes målrettet ind med forebyggelse lokalt, regionalt og nationalt. 

Sundhedsprofilen 2025 er den femte undersøgelse af sin art i Region Sjælland. Tidligere sundhedsprofiler er lavet i 2010, 2013, 2017 og 2021. 

Alkoholproblematikker

Når det gælder tilfredshed med livet, et godt helbred og et godt mentalt velbefindende, så ligger borgerne i Lejre Kommune højere på skalaen end både gennemsnittet i Region Sjælland og nationalt. 

Der er heller ikke så mange, hvis daglige arbejde er begrænset af smerte som regionalt og nationalt.

Det samme gælder ensomhed og tegn på social isolation.   

På spørgsmålet om svær overvægt svarer 17,4 procent ja mod 21,4 i hele regionen og 18,5 procent nationalt. I 2010 svarede 14,1 procent af de adspurgte i Lejre Kommune, at de var svært overvægtige.

Der er også færre daglige rygere i Lejre Kommune.

Der, hvor tallene er mindre positive, er indtaget af alkohol.

15.3 procent af de adspurgte drak over 10 genstande ugentligt, mod 13,7 regionalt og 14.4 på landsplan. I 2010 svarede 19,5 procent af de adspurgte i Lejre Kommune, at de drak over 10 genstande om ugen,

6,7 procent svarede, at de havde tegn på moderate eller svære alkoholproblemer – mod et gennemsnit på 5,9 i Region Sjælland og 6 procent nationalt. 

Fysisk aktivitet og skærmtid

Når det gælder lav fysisk aktivitet i fritiden var tallene for Lejre Kommune bedre end både regionalt og nationalt; 15,7 procent mod hhv. 19,2 og 17,3 procent.

26,8 procent svarede, at de sad mindst fire timer ved en skærm i fritiden – på hverdage – mod det gennemsnitlige tal for Region Sjælland på 34,1 procent.


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig