Meteoren er et kunstværk med navnet ”Fremtiden var her allerede’” skabt af billedkunstner Mikkel Carl. 

Meteoren er et kunstværk med navnet ”Fremtiden var her allerede’” skabt af billedkunstner Mikkel Carl. 

Kæmpe meteor slår ned midt i Lejre By

Stenen er til at klatre på for børn, så det er samtidig en ”legeplads”. Den har allerede været besøgt af mange lokale børn. 

Tekst af Conny Probst. Foto Klaus W. Rasmussen

LEJRE: I 2018 påbegyndte en meteor sin rejse mod Nationalpark Skjoldungernes Land – og her, fem år senere, har den nået sit mål midt i Lejre, hvor den er landet blødt i et grønt område uden at skabe hverken krater eller katastrofe.

Meteoren er et kunstværk med navnet ”Fremtiden var her allerede’” skabt af billedkunstner Mikkel Carl. 

Værket er blevet til i samarbejde med Nationalpark Skjoldungernes Land og som en del af nationalparkens kunstprogram.

Værket står ved den gamle grusgrav ved Højbyvej i Lejre, hvor Flædevadsvej, Møllevej og Højbyvej mødes..  

Skjult hilsen til fremtiden

Værket er skabt som et sansepunkt til nationalparken og særligt Skjoldungestien, som passerer landingspladsen. 

Værket handler om at gøre fortiden begribelig nu og her – og fortsat relevant for fremtiden, for eksempel ved at introducere et anderledes blik på fremtiden.

Sagaer, myter, legender, filosofi og videnskab er forenet i værket, som også handler om begyndelse og skabelse. Fra myten om Kong Skjold, der som spæd kom sejlende ind med et skib, til naturvidenskabens konklusion om, at vi alle består af stjernestøj.

Den store meteor gemmer på en hilsen til fremtiden. Nationalparken har nemlig i samarbejde med Lejre Billedkunstråd udviklet et projekt med Lejre Billedskole, hvor billedskolens elever har skabt små værker, med afsæt i hovedværket, som efterfølgende er indlejret som i en tidskapsel i meteoren.

Nationalpark-kunstprogrammet
Værket er blevet til som en del af Nationalpark Skjoldungernes Lands kunstprogram, der er støttet af Det Obelske Familiefond. 

Idéen bag kunstprogrammet er at undersøge, hvordan kunst kan bidrage med nye indfaldsvinkler og skærpe vores oplevelser af både natur, miljø, videnskab og kulturhistorie. Og hvordan kunst kan bidrage til nye måder at forstå og tale om forholdet mellem menneske og natur samt benyttelse og beskyttelse.

De enkelte kunstprojekter udspringer af nationalparkens fem indsatsområder: Natur, Kulturhistorie, Friluftsliv, Formidling og Erhverv. 

Det betyder helt praktisk, at nationalparken inddrager kunstnere i arbejdet med at gøre natur- og kulturoplevelser tilgængelige, overraskende og attraktive for besøgende.

Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig