Etableringen er sket i samarbejde mellem Nationalpark Skjoldungernes Land og Roskilde Kommune og er en del af arbejdet med at opgradere Skjoldungestien. Foto: Hasse Hedegaard 

Ny gangbro sikrer tørre fødder

Ved Kornerup Kildeplads er der etableret en 34 meter lang gangbro, så vandrere kan komme tørskoet gennem området.

Del denne artikel

SKJOLDUNGESTIEN: Vand og mudder er en del af charmen ved en vandrerute på naturens præmisser – men nogle steder kan der blive lidt for meget af det gode. 

Det har været tilfældet på Skjoldungestien ved Kornerup Kildeplads, hvor en våd strækning nu har fået en ny spang, der fungerer som gangbro over det mest våde område.

Gangbroen er 34 meter lang, og gør det muligt at blive på Skjoldungestien uden at få våde vandresko.

En del af Danmarks Naturstier
Etableringen er sket i samarbejde mellem Nationalpark Skjoldungernes Land og Roskilde Kommune og er en del af arbejdet med at opgradere Skjoldungestien. 

Et af målene med udviklingen af ruten er at gøre den lettere og tryggere at følge samtidig med, at den fortsat skal være en vandrerute på naturens præmisser.

Skjoldungestien er under udvikling som en del af Danmarks Naturstier, hvor der blandt andet arbejdes med bedre vejvisning, formidling og fremkommelighed. 

Projektet omfatter flere tiltag på strækninger, hvor vand tidligere har gjort det svært at komme frem, og gangbroen ved Kornerup Kildeplads er den tredje indsats på ruten i år.

Tidligere på året blev den eksisterende gangbro gennem Rørmosen nemlig forlænget – og en afstikker blev etableret for at koble et fugletårn til ruten.

Danmarks Naturstier er et samarbejde mellem Miljø- og Ligestillingsministeriet, Friluftsrådet, Kommunernes Landsforening og Naturstyrelsen, mens projektet er støttet af Nordea-fonden.


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig