
Roskilde Fjord er et enestående natur- og kulturlandskab. Men fjordens økologiske tilstand er under pres, og samtidig stiller klimaforandringerne nye krav til, hvordan vi passer på fjorden i fremtiden.
Roskilde Fjord Alliancen
Nationalpark Skjoldungernes Land arbejder med mange projekter i Roskilde Fjord og styrker nu indsatsen gennem etableringen af Roskilde Fjord Alliancen.
Del denne artikel
SKJOLDUNGERNES LAND: Nationalpark Skjoldungernes Land er forpligtet til at arbejde for en sundere fjordnatur.
Det skal ske i et bredt samarbejde mellem de mange stærke aktører, der findes rundt om fjorden, herunder forskningsmiljøer, myndigheder, naturforvaltere, organisationer, frivillige og et lokalsamfund med stor viden, engagement og mulighed for at handle.
Nationalpark Skjoldungernes Land har gennem årene arbejdet med en lang række projekter til gavn for Roskilde Fjords natur og miljø.
Det er blandt andet arbejdet med stenrev, udplantning af ålegræs, muslingerev samt en lang række forsknings- og formidlingsindsatser over og under vandet.
En varig, fælles ramme
Nationalparken har derfor etableret et stærkt netværk omkring fjorden, og med Roskilde Fjord Alliancen er visionen at skabe en varig, fælles ramme om de mange kræfter.
En ramme, der sikrer, at samarbejdet ikke skal begynde forfra, hver gang et nyt projekt opstår, og at viden, relationer og erfaringer lever videre og bruges på tværs af nye projekter og indsatser.
Alliancen skal samtidig gøre det lettere at samle de relevante fagligheder og lokale aktører, når der opstår nye behov og muligheder omkring fjorden.
Næste skridt bliver formaliseringen af samarbejdet med nuværende og flere mulige partnere.
De første projekter er i gang og det samme er fundraisingen af kommende projekter.
Fire spor for en levende fjord
Arbejdet i Roskilde Fjord Alliancen samles omkring fire centrale spor:
•Viden – at opbygge og dele et fælles vidensgrundlag om fjordens økologiske tilstand, udvikling og muligheder for naturgenopretning.
• Forankring – at samle forskning, myndigheder, forvaltning, lokalsamfund og andre relevante aktører og gøre fjordens sundhed til en fælles sag.
• Handling – at udvikle konkrete projekter og skaffe finansiering til indsatser, der kan forbedre fjordens økologiske tilstand.
• Fremtid – at udvikle Roskilde Fjord som et blåt fyrtårn, hvor erfaringer med samarbejde, lokal involvering og helhedsorienteret fjordforvaltning kan inspirere andre.