Rikke Falck mellem Bente Blumensaat, formand for Udvalget for Kultur og Fritid og borgmester Mikael Ralf Larsen. 

Frivillige i prisregn

Fire frivillige ildsjæle og fællesskaber er blevet hædret under Lejre Kommunes Frivilliguge. 

Del denne artikel

LEJRE: Frivilligugen er Lejre Kommunes årlige anledning til at takke de mange mennesker, der bruger tid og kræfter på at skabe noget for andre. 

De frivillige er med til at give kommunens 49 landsbyer liv gennem aktiviteter og fællesskaber i blandt andet haller, klubhuse, kulturhuse, på plejehjem, aktivitetscentre, stier og baner.

Lejre Kommune har under Frivilligugen uddelt fire priser til modtagere, der alle skaber åbne fællesskaber. 

Ugen blev afsluttet med en fredagsbar i Domus Felix, hvor frivillige fra hele kommunen kunne mødes. Her fik Rikke Falck overrakt Frivillighedsprisen 2026.

Veterancafeen
I år var der 12 indstillede til årets frivillighedspris, der gik til Rikke Falck for hendes arbejde som medstifter af Veterancafé Lejre. 

Gennem syv år har hun stillet både lokalerne på Egholm Museum og en stor del af sig selv til rådighed for veteraner og deres pårørende. Veterancaféen er blevet et trygt sted, hvor tidligere udsendte kan møde andre, der kender til nogle af de oplevelser og udfordringer, som kan følge med livet som veteran.

Rikke Falcks indsats omfatter også familierne. En udsendelse og dens eftervirkninger berører ikke nødvendigvis kun den enkelte veteran. Derfor er der også plads til ægtefæller, børn og andre pårørende – til samtaler og aktiviteter eller ganske enkelt en kop kaffe og samvær med mennesker, som forstår noget af det, man bærer med sig.

Tre andre modtagere
Bike’n’Fun modtog årets Foreningspris. Cyklerne er omdrejningspunktet, men fællesskabet er mindst lige så vigtigt som sporten. Her bliver der cyklet, bygget spor og hygget, og der er plads til børn og unge med forskellige forudsætninger og ambitioner. Konkurrence og præstation er ikke målet. 

Helene Vedel fik årets Trænerpris for sit arbejde med A-holdet i KHIF-Fodbold. Hun har skabt et fodboldhold, hvor børn med særlige udfordringer kan opleve glæden ved bevægelse, leg og fodbold. Her kan de få venner og mærke, hvordan det er at være en del af et hold. Søren Kofoed fra Hvalsø Badminton modtog årets Lederpris. Fra ketcherleg for de mindste til Voksenfjer har ”Mr. Badminton” arbejdet for at gøre vejen ind i sporten kort. Man behøver ikke være erfaren – og man behøver ikke engang have nogen at spille med på forhånd.


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig