
Fotoet viser fra venstre: Dorthe, Lis, Mio Anita, Nhung og Fleur Pearson, der alle er tilknyttet REWORK
Som udgangspunkt kan vi alt
I den socialøkonomisk systue REWORK kombinerer man godt håndværk og ansvarlighed ved at producere bæredygtigt af restmaterialer og upcycle aflagte restprodukter og materialer.
Del denne artikel
Tekst og foto af Conny Probst.
LEJRE: – Vi har lige afleveret guld-, sølv- og bronzemedaljerne til World Athletics Road Running Championships i København – de var ikke fæstnet godt nok på de bånd, de sad på.
– Og repareret poser til champagneflasker, fordi stropperne på poserne, der var købt i udlandet, ikke var sat ordentligt på, fortæller Fleur Pearson.
Hun er den helt store drivkraft og stifteren bag REWORK, der har systue på Smedegården ved Lejre Station.
Fleur Pearson har 30 års erfaring som skrædder i modebranchen og har drevet virksomheden Outdoor Service, en systue specialiseret i outdoor beklædning, siden 1996.
Hun startede REWORK i 2023, fordi der efter hendes mening går alt for meget tøj til spilde. Og fordi mange får produceret deres tøj billigt i udlandet uden hensyn til klimaet, kvaliteten af produkterne eller menneskerne bag produktionen.
– REWORK producerer bæredygtigt af restmaterialer og upcycler aflagte produkter og materialer.
– Derudover laver vi reparationer, så flere virksomheder vælger at reparere kundernes produkter, frem for at ombytte dem til nye. Kvalitetstøj fortjener kvalitetsreparationer. Vores filosofi er, at kan det gå i stykker, kan vi reparere det.
– Med vores indgående kendskab til friluftstøj, kan vi næsten reparere hvad som helst. Huller, lynlåse, elastikker, velcro, tape der har løsnet sig og alt derimellem.
– Vi laver også produktioner, men det skal være i overensstemmelse med vores bæredygtige koncept, så det er ikke masseproduktion.
Et arbejdsfællesskab
– De bæredygtige forandringer udføres af fagligt dygtige medarbejdere i et arbejdsfællesskab, hvor vi samtidig skaber plads til mennesker, der har brug for en vej ind på arbejdsmarkedet. Det kan blandt andet være flygtninge og udsatte borgere, som ofte er anvist via Lejre Kommune, forklarer Fleur Pearson.
– Jeg tror på, at man både kan skabe globale forandringer og hjælpe lokalsamfundet i processen. Det handler om at gøre tøjproduktion til en cirkulær proces, hvor tøj bliver brugt ned til sidste tråd.
– Når det til sidst ikke kan mere, skal restmaterialerne omdannes til nye produkter. Det er denne proces, vi brænder for hos REWORK, siger hun.
LAG-midler
At starte en systue, der henvender sig til virksomheder, kræver en vis kapacitet i form af maskiner, personale m.m.
For at realisere REWORK søgte Fleur midler fra Lokale Aktions Grupper (LAG), som blandt andet støtter virksomheder, der fremmer erhvervsudvikling.
Som socialøkonomisk systue er et af REWORK´s formål at hjælpe flygtninge og udsatte borgere med at finde beskæftigelse og samtidig fremme erhvervsudvikling. Af den grund blev systuen tildelt LAG-midler.
Med LAG-midlerne kunne Fleur investere i det nødvendige udstyr og officielt lancere REWORK.
– Her er for 500.000 kroner maskiner. Derudover havde jeg brug for 200.000 kroner til at projektansætte Nhung. Hun har mange års erfaring som syerske i både Vietnam og Ukraine og kan sy og tilpasse selv det mest tekniske tøj. Så uanset hvilen opgave hun står overfor i REWORK, bliver det udført til perfektion.
REWORK fik tildelt 346.000 kroner fra LAG Fjordlandet. Den resterende økonomi har hun selv stået for.
– Havde det ikke været for Dorte Kiilerich og den sparring, jeg har fået fra Erhvervshus Sjælland – samt mine forældres mange års erfaring som selvstændige erhvervsdrivende – havde jeg ikke siddet her i dag.
– De har alle været en kæmpe hjælp på hver deres måde, siger Fleur Pearson.
– Nu hviler det hele godt i sig selv, og vi er et meget fleksibelt firma.
En socialøkonomisk systue
REWORK er meget mere end en arbejdsplads – det er også et socialt og inkluderende fællesskab.
– Vores mål er at ansætte flere flygtninge og udsatte borgere, som vi kan hjælpe og støtte, så de får en mere stabil hverdag. Det kan være igennem sprogundervisning, kurser eller hjælp til praktiske udfordringer, de møder i dagligdagen.
Hos REWORK kan sårbare personer (fleksjobbere, udlændige mm) få et job på nedsat tid, og samtidig en praktisk uddannelse i syning.
– Er der overskud i REWORK, så bliver det enten udbetalt som bonus eller brugt til indkøb af nye maskiner, fordi det er en social økonomisk virksomhed.
En søm – en maskine
En lille ”syfabrik” kalder Fleur Pearson REWORK.
For her er tusindvis af lynlåse og ruller med sytråd – og maskiner til alle slags sy opgaver og til at reparere både cykeltøj, regnslag, skaltøj, dunjakker, skitøj, GORE-TEX tekstiler og friluftstøj generelt.
– REWORK klarer sy- og reparationsopgaver for Outdoor Service. Nogle gange skal der gang i fem forskellige symaskiner; for hver maskine kan kun sy en slags søm.
– Vores vision er, at flere forbrugere vælger færre stykker tøj af høj kvalitet. Får man det produceret lokalt, så er det også nemmere at få repareret, siger Fleur Pearson.
Hun har masser af ideer til, hvordan firmaer kan fokusere på tøjets efterliv.
– Det kan eksempelvis være et tømrerfirma, der indgår aftale om, at vi reparerer deres tøj – i stedet for at købe nyt. Eller som beder os om, at vi syr deres aflagte arbejdstøj om til hatte eller tasker, som de kan forære medarbejderne i julegave.
– For som udgangspunkt kan vi alt.
I løbet af efteråret føjer REWORK endnu en service til listen; sykurser, hvor man kan lære at reparere og recycle.