
Kom og vær med – vand og fællesskab kan virkelig noget.
Opfordring: brug vandet – og fællesskabet
Velkommen til Lejre Landsbyers faste hjørne i LejreMagasinet. Lejre Landsbyers bestyrelsesmedlemmer skriver på skift en klumme for at fortælle om alt det, der foregår i vores lokalsamfund. Lejre Landsbyer er en forening, som har til formål at synliggøre og styrke foreninger, landsbylaug, initiativer, ildsjæle på tværs af hele vores kommune. Læs mere om Lejre Landsbyer HER.
Del denne artikel
Af Mathilde Mei Jørgensen
bestyrelsesmedlem i Lejre Landsbyer og bosat i Kattinge
Ved Herslev Strand er en lille forening i kraftig vækst. Lejre Vandsport hedder den, og den har nu 140 medlemmer. Både voksne, børn og familier, og foreningen samler medlemmerne om aktiviteter på vandet. Eller det vil sige – medlemmerne samler medlemmerne om aktiviteterne. Alt er nemlig drevet af frivillige, både undervisning og gode ideer. Bestyrelsen betaler gerne uddannelsen, hvis et medlem fx har lyst til at undervise andre.
Ca en tredjedel af medlemmerne er meget lokale og bor i Herslev og Kattinge, men størstedelen kommer fra resten af Lejre. Det sociale fylder meget i klubben. Medlemmer fortæller om glæden ved sammen at bruge vandet og samtidig få store naturoplevelser, når der spottes havørne og hjorte på Bognæs, eller når sæler og marsvin boltrer sig i vandet.
Du kan gå til SUP: Stand Up Paddle – eller bare SUP – er surfing, hvor man står på et board (et bræt) og bruger en paddel til fremdrift. Har du ikke prøvet det før, kan du modtage undervisning, gå til prøve og blive frigivet til at sejle selv. Undervisningen foregår om tirsdagen, fra maj til september, og der er både børne- og voksenhold.Du kan kombinere yoga og SUP: Er du både fan af yoga og SUP, kan du modtage undervisning i det.
Du kan svømme åbenvandssvømning: Vil du gerne have nogle kilometer i armene, samtidig med at du nyder at være aktiv i naturen, kan du låne både svømmedragt, sikkerhedsbøjler og svømmebriller. Du kan vinterbade og gå i sauna: Er du til det kolde gys om vinteren, er Lejre Vandsport en forening, hvor der IKKE er venteliste til saunaen. Vinterbadningen foregår typisk fra september til marts, men saunaen kan sagtens tændes en sommeraften, hvis der er stemning for det.
Læs mere på Lejre Vandsports website HER.
Lejre Vandsport håber, at det første spadestik snart tages til det nye kommunale idrætshus. Det bliver en træplatform med tre forskellige bygninger (opmagasinering af paddleboards mm, klublokale med køkkenfaciliteter og sauna) samt et handicaptoilet. På trædækket vil der være små solkroge og en koldtvandsbruser, som alle strandens øvrige gæster kan benytte. Kontakt Lejre Vandsport hvis du vil vide mere.
Har du et initiativ, en forening eller et bylaug, som gerne vil dele jeres måde at organisere jer, eller fejre at I har fået sat gode fællesskaber i gang? Så kan din forening, dit initiativ, dit bylaug få synlighed og hjælp hos Lejre Landsbyer. Kontakt forperson Trine Krebs på info@lejrelandsbyer.dk
Læs mere på www.lejrelandsbyer.dk