Kampagnen ”Børn på vej” har fokus på, at vi skal holde et ekstra øje med de børn og unge, som vi møder i trafikken.

400 nye trafikanter på vej ud i trafikken – pas godt på dem

Mandag den 11. august har 400 nye skolebørn deres første skoledag i Lejre Kommune. Trafikkampagnen ”Børn på vej” skal hjælpe de nye trafikanter sikkert i skole – og minde om at vise hensyn til hinanden i trafikken.

Del denne artikel

LEJRE: Plakater med ´Børn på vej’ skal minde alle trafikanter om at tage ekstra hensyn i denne tid, hvor de nye trafikanter skal lære nye veje. Samtidig undervises de nye trafikanter i god trafikadfærd, så de bliver bedre til at passe på sig selv.

Trafiksikkerhed i skolen 
Lejre Kommune samarbejder med Rådet for Sikker Trafik for at hjælpe de nye trafikanter godt på vej: Alle, der starter i 0. klasse, modtager opgavehæftet ‘Min trafikbog’, en refleksvest med teksten ‘Se mig’, og lærerne får undervisningsmateriale om trafiksikkerhed.  
Opgavehæftet Min Trafikbog, indeholder opgaver, der lærer børnene om sikker adfærd i trafikken. Besvarer klassen opgaverne deltager de i Rådet for Sikker Trafiks konkurrence om 2.000 kr. til klassekassen. Lejre Kommune udlodder desuden 2.500 kr. til en af de deltagende skoler fra kommunen. Vinderskolen udpeges ved lodtrækning. 

 ”En sikker skolestart er en god skolestart. Kampagnen skal dels hjælpe vores nye trafikanter og deres forældre til gode trafikvaner. Dels skal plakaterne minde os alle om, at der er nye børn på vejene, som vi skal være særligt opmærksomme på – og tage et ekstra hensyn til. Det gælder jo i øvrigt for alle børn, for vi skal også passe på de mere erfarne trafikanter. Selv en trafikvant teenager kan have brug for ekstra opmærksomhed”, fortæller borgmester Tina Mandrup. 

Trafiksikkerhed som hjemmearbejde 
Rådet for Sikker Trafik har forskelligt materiale, der kan hjælpe forældre med at forberede en trafiksikker skolestart. Se blandt andet Skolestart – træn vejen til skole  og Klar til skolestart?

Kampagnen “Børn på vej” varer fra den 11.-31. august 2025. Kampagnen skal få bilister og cyklister til at vise ekstra hensyn til børnene i trafikken. Undersøgelser fra Rådet for Sikker Trafiks viser, at antallet af biler og bilernes fart er noget af det, der især skaber utryghed på skolevejene. 


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig