
Projektet har været flere år undervejs.
Landsbyareal skifter status
Sæby-Gershøj Menighedsråd har fået tilladelse til at omlægge landbrugsjord til et område med kirkelige aktiviteter ved Sæby Kirke.
Del denne artikel
Tekst af Conny Probst.
SÆBY: Lejre Kommune har givet tilladelsen til at omdanne et landbrugsareal til et rekreativt kirkeligt område. Landbrugsarealer, der er beliggende Hornsherredvej 430, er på på 7,2 ha. Det omdannes i to faser til et rekreativt naturområde med skovrejsning omkring opholdsarealerne.
Fase 1 omfatter etablering af tre områder mod syd, nær kirken og landsbyen:
• Engen (3300 m²): Engen får en diameter på 64 meter omgivet af lindetræer og stendiger udstyret med træpæle og gynger. Stendigerne får en højde på en meter, og pælene med gynger i mellem, får en højde på fem meter. Pælene kan bruges til lanterner i forbindelse med Den Grønne Kirkefestival, gudstjenester, leg og events. Derudover opsættes der telte på arealet i forbindelse med arrangementer.
• Lysningen (320 m²): Lysningen får en diameter på 20 meter og indeholder alter, sceneområde og pladsområde med slotsgrus med pæle på fem meters højde, der til dagligt bruges til træning og leg. Ved højtider kan der udspændes en sejldug hen over pælene.
• Pavillonen (50 m²): Pavillonen får en diameter på otte meter og kommer til at bestå af en platform med klokketårn i træ. Pavillonen kan bruges til mere intime vielser og gudstjenester. Klokketårnet er hjem for det lille klokkespil, som børn fra skoler og børnehaver kan bruge som del af rytmiske lege. Klokkerne består af metal og er små klokker med begrænset lyd. Der vil være lås på klokkerne, så kun udvalgte personer har adgang til klokkespillet. Klokkerne kan høres på en afstand af maksimalt 100 meter.
Fase 2 består af etablering af en skovhave og en 1900 m² stor lysning med en lang bænk i træ som udflugtsmål i den nordlige del af arealet.
Stier forbinder områderne, og offentlig adgang sikres. Området bruges både rekreativt og til kirkelige arrangementer som festivaler, andagter, vielser, jule- og maj marked m.m. Aktiviteter med lyd forventes højst 10 gange årligt.
Ansøgningen har været sendt i naboorientering. Der er kommet bemærkninger fra 14 naboer, Sæby Bylaug og Roskilde Museum.
Øget biodiversitet
Administrationen vurderer, at skovens indretning, størrelse og udformning vil bidrage til ny natur ved udvidelse af et eksisterende naturområde, som vil skabe flere levesteder til dyre- og planteliv og dermed medvirke til at forøge biodiversiteten i området.
Og at etablering af friluftsfaciliteter og stiforbindelser vil forbedre de nærrekreative muligheder for lokalområdet ved Sæby, da området bliver tilgængeligt for offentligheden.