Disse fire smukke kvier sørgede sidste år for naturpleje hos Egtved Kogræsser-laug i Vejle Ådal. 

Lejre Landsbyer: Lodsejere søger kogræsser-laug

Velkommen til Lejre Landsbyers faste klumme i LejreMagasinet. Lejre Landsbyers bestyrelsesmedlemmer skriver på skift en klumme for at fortælle om alt det, der foregår i vores lokalsamfund. Lejre Landsbyer er en forening, som har til formål at synliggøre og styrke foreninger, landsbylaug, initiativer, ildsjæle på tværs af hele vores kommune.
 

Del denne artikel

Af Mathilde Mei Jørgensen
bestyrelsesmedlem i Lejre Landsbyer og bosat i Kattinge

Lejre: For små 20 år siden kunne borgerne i Vejle Kommune reagere på en kontaktannonce fra en lokal lodsejer, der gerne ville have afgræsset nogle af sine marker. Han tænkte, at det ville være oplagt at samarbejde med lokale folk: Han leverede jord, og lokale leverede køer og passede dem. 

Flere borgere reagerede på kontaktannoncen, og de oprettede et kogræsserlaug. Det har givet lodsejer og lokalsamfund fællesskab, dejlige oplevelser med de store milde dyr, bedre naturpleje, biodiversitet til insekter samt lækkert kød til medlemmerne i kogræsserlauget.

Sådan foregår det rent praktisk
Marian Würtz Jensen har været med til at passe dyrene i mange af de 20 år. Og hun fortæller, hvordan det praktisk er muligt:

• I Egtved Kogræsserlaug ved Vejle Ådal ejer medlemmerne køerne og betaler et mindre beløb til lodsejeren, for at køerne kan gå på lodsejerens jorde. Hovedparten er lavbundsjorde, der ikke egner sig til dyrkning.

• Kogræsserlauget køber fire kvier hjem i det tidlige forår og slagter dem omkring oktober måned. Herefter fordeler lauget kødet mellem sig.

• Mens køerne går på græs, bliver de tilset dagligt af medlemmer af kogræsserlauget. Lauget sætter et beløb til side til dyrlægeregninger, men det har heldigvis ikke været aktuelt at tilkalde en dyrlæge.

• Vejle Kommune står til rådighed med hjælp til opsætning af hegn og anvisning af muligheder for at søge tilskud til hegn.

Mulighed for kogræsserlaug under Treparten
Lodsejere i Lejre kan vælge at omlægge marker til græs. For at undgå at jorden springer i skov, og for at give biodiversiteten bedre kår, er det oplagt at lade store græssende dyr gå på græsmarkerne. Køerne spiser det, der hurtigst vokser op, gøder og skaber samtidig mulighed for at andre planter kan vokse op. Fx traditionelle danske hjemmehørende planter, hvis frø ligger i jorden, men ellers ikke kan spire pga græsset. Som kronen på værket giver hjemmehørende planter udrugningssteder og mad til insekter, herunder sommerfugle og bier.

Måske vil vi med Treparten se kontaktannoncer i Lejres lokale aviser og magasiner?

Læs mere på www.lejrelandsbyer.dk

 


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig