
Lejre Høstfestival er tilrettelagt som et aktivt udstillingsvindue, der giver publikum mulighed for at opleve noget af alt det, som Lejre og omegn kan byde.
LEJRE HØSTFESTIVAL: En fest for kulturen – og en debat om dens fremtid
Annonce: Lørdag den 12. september inviterer Lejre Høstfestival til en gratis dag med musik, høstmarked, gadeteater, børnekultur og lokale fællesskaber. Men i år handler festivalen også om et alvorligt spørgsmål: Hvad sker der med det lokale kulturliv, hvis den kommunale støtte forsvinder?
Del denne artikel
LEJRE: Hvad har økologiske grøntsager, folkemusik fra Lejre-egnen, børneworkshops, gadeteater og nogle af Danmarks bedste musikere til fælles?
De er alle en del af det lokale kulturliv, som Lejre Høstfestival sætter fokus på, når festivalpladsen ved Domus Felix igen fyldes med liv.
På årets festival kan man blandt andet opleve Nødhjælpsorkesteret med Bobo Moreno, Al Agami, Peter og Ole Kibsgaard, Dan Rasmussen og Lars DK Nielsen. Der bliver også folkemusik fra Lejre-egnen med KontradansOrkesteret, musik rundt på pladsen med Duo Karan og koncert med Verdenskoret.
For børn og børnefamilier er der BørneKulturfestival med kreative workshops, mytefortællinger og blomster-drop-in – og Parkteatrets finurlige gadeteater Turisterne.
I æblehaven åbner et høstmarked med omkring 30 stadeholdere, som sælger økologiske produkter og kunsthåndværk. Samtidig kan gæsterne møde nogle af de mange lokale foreninger og frivillige fællesskaber, der skaber liv i Lejre.
Det lokale kulturlivs fremtid bliver også debatteret. Fra kl. 10.30 inviterer festivalen til lokalpolitisk folkemøde under overskriften ”Hvad med kulturen?” hvor repræsentanter fra kommunalbestyrelsens partier er inviteret. Baggrunden er, at Lejre Høstfestival, Hvalsø Kulturnat og Kulturkaravanen risikerer at miste den kommunale støtte fremover.
– Vi vil gerne vise, at kultur er meget mere end det, der foregår på en scene. Det er også frivillighed, fællesskaber, børn, foreninger og mennesker, der mødes og skaber noget sammen. Høstfestivalen er et konkret eksempel på, hvad lokale kræfter kan skabe, siger Kirsten Løffler Reich fra festivalens bestyrelse.
Lejre Høstfestival er 100 procent non-profit og skabt af frivillige. Adgang til marked, musik og børneaktiviteter er gratis.
Lejre Høstfestival finder sted lørdag den 12. september kl. 10.00–16.30 ved Domus Felix, Bygaden 20-21, Lejre.
Hele programmet findes på lejrehoestfestival.dk – og i den trykte udgave af LejreMagasinet.