
Hver måned kan du læse en ny spændende klumme fra Lejre Landsbyer.
Frivillige i Gershøj er i gang med at renovere den tidligere skole til landhandel.
Velkommen til Lejre Landsbyers faste hjørne i LejreMagasinet. Lejre Landsbyers bestyrelsesmedlemmer skriver på skift en klumme for at fortælle om alt det, der foregår i vores lokalsamfund. Lejre Landsbyer er en forening, som har til formål at synliggøre og styrke foreninger, landsbylaug, initiativer, ildsjæle på tværs af hele vores kommune. Læs mere på www.lejrelandsbyer.dk
Del denne artikel
Tekst og foto af: Per Kølster, Forperson, Gershøj Landhandel & Café.
Gershøj Landhandel og Café – drømmene og vejen
I Gershøj har vores forening lejet den gamle skole fra 1904 af Lejre Kommune. Skolen blev lukket i 50-erne og har været lejet ud. Bygningen ligger på en lille trekant på Gershøjvej 111 skråt overfor kirken og ’trekanten’ ved Vissegaard og med udsigt over Møllekrogen og over fjorden til Selsø Slot. En meget fin beliggenhed.
Drømmen er et samlingspunkt for landsbyen – en landhandel
Vores drøm er at skabe endnu et fællesskab i byen, som bygger på at vi vil gøre det nemt for borgerne at handle sammen og skabe aktiviteter omkring nøgleordene fællesskab, involvering, økologi og det lokale. Planen er, at bygningen skal rumme en livlig aktivitet med en lille café, med et veludstyret køkken og hvor landhandelsdelen handler om dagligvarer især fra vores nærområde. Derudover er vi allerede i gang med og vil arbejde videre med at skabe arrangementer, der understøtter vores ide og værdier.
Gennemrenovering igang
Huset med tilhørende skure er præget markant af deres alder, og vi er i gang med et stort renoveringsarbejde dels med frivillige kræfter og dels med håndværkere. Finansieringen rækker til at få bygningen sat i stand og indrettet efter planen, men som sagt ikke uden et meget stort bidrag af frivilliges stærke hænder og diverse donationer af for eksempel køkkenmateriel, som vi er meget taknemmelige for! Derudover kommer finansieringen fra Realdania, Lokale og Anlægsfonden, LAG, Lejres landsbypulje mfl. Men vi ved vi ikke kommer helt i mål uden yderligere midler, som skal søges i fonde eller doneres på anden måde. Ligesom vi fortsat er afhængige af den gode opbakning fra Lejre Kommune og ikke mindst opbakningen til at deltage i det frivillige arbejde.
Alle frivillige arbejdshænder er velkomne – forventer at åbne i 2027
Vi har været i gang længe og siden 2019. Det er et solidt sejt træk at få alle ting til at spille samtidig. Der har været bump og ventetid, der er udfordrende i et projekt båret af frivillighed. Men takket være foreningens mere end 100 medlemmer og en meget forstående opbakning og deltagelse, så går det rigtigt godt fremad. Vi forventer at de professionelle håndværkere rykker ind og arbejder i ca 2 måneder fra oktober 2026, og så skal vi videre med vores eget arbejde hen over vinteren indtil vi en dag i det nye år kan slå dørene op. Alle er velkomne til at kigge forbi. Pt. arbejder vi tirsdage om aftenen og søndage om formiddagen. Hænder er så sandelig også velkomne!