For alt i alt så handler det om, at vi som mennesker også er noget for andre, siger Ida Dyhr.
Der blev talt flest pindsvin i Kr. Hyllinge
Flere end 16.000 pindsvin blev registreret på tværs af landet i forbindelse med årets pindsvinetælling, som WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen, står bag med støtte fra Nordea-fonden.
Del denne artikel
Tekst af Conny Probst.
LEJRE: I forbindelse med optællingen blev der foretaget 10.263 registreringer af i alt 16.627 pindsvin over hele landet. Mens der sidste år var en høj koncentration af registreringer i de større byer, var der i år stor lokal opbakning i alle afkroge af Danmark, så hele danmarkskortet er repræsenteret i tællingen.
Data fra tællingen bruger WWF Verdensnaturfonden og Dr. Pindsvin, Sophie Lund Rasmussen – der selv er bosiddende i Lejre – til at blive klogere på artens udbredelse, da den kan være i tilbagegang.
Det formoder Sophie Lund Rasmussen på baggrund af sin eksisterende forskning og fra andre europæiske lande, hvor pindsvinebestanden går tilbage..
– Jeg er simpelthen så taknemmelig for den store indsats danskerne har lagt i at hjælpe os med at kortlægge pindsvinebestanden. Den indsamlede viden kan jeg bruge i min videre forskning til at optimere og målrette bevaringsarbejdet for Danmarks pindsvin, fortæller hun.
Pindsvinetælling 2024
Data fra pindsvinetællingerne sammenlignes år for år, men der skal flere års registreringer til, før man kan se udviklingen.
Derfor er det vigtigt, at tællingen gentages årligt.
Der blev registreret 16.267 pindsvin:
o Region Sjælland: 4.244.
o Region Hovedstaden: 2.700.
o Region Syddanmark: 3.439.
o Region Midtjylland: 3.494.
o Region Nordjylland: 2.390.
8.375 personer registrerede 15.264 levende pindsvin.
1107 personer registrerede, at de kiggede, men ikke så pindsvin.
732 personer registrerede i alt 954 trafikdræbte pindsvin og 49 personer registrerede i alt 49 døde pindsvin, som ikke var trafikdræbte.
I 2023 blev der registreret 25.000 pindsvin i hele landet.
Danmarks pindsvinetælling er støttet af Nordea-fonden med 2,6 millioner kroner. Næste år finder tællingen sted 9. august.
Lokale tal
I Kirke Hyllinge blev der observeret 58 pindsvin, heraf tre trafikdræbte.
I Hvalsø blev der talt 24 pindsvin, heraf fire trafikdræbte.
I Kirke Såby blev der observeret 23 pindsvin, heraf tre trafikdræbte – og i Sophie Lund Rasmussens hjemby Lejre blev der talt ti pindsvin, heraf to trafikdræbte.
Foredrag med Dr. Pindsvin
I 2024 og 2025 kan man få Dr. Pindsvin på besøg og lære om pindsvinets adfærd, udvikling og vilkår i den danske natur.
Der er afsat 40 foredrag i alt i løbet af de to år, og der er stor interesse for at få indblik i, hvordan Dr. Pindsvin og WWF Verdensnaturfonden – ved brug af omfattende borgerinddragelse til den nationale pindsvinetælling – sætter fokus på pindsvinet og den danske natur.
– Det er ret vildt. Da vi åbnede bookingen til foredrag, fik vi i løbet af en uge 104 henvendelser (til 40 foredrag). Så vi har været nødt til at sortere gevaldigt i det, fortæller Sophie Lund Rasmussen.
– I forhold til ”nærområdet”, så skal jeg holde foredrag på nogle skoler i Roskilde og i Hvalsø, så det er jo dejligt.
– Jeg er virkelig overrasket over, så stor opbakningen har været.