I Lejre holder repair cafeen til i Domus Felix – Det gamle mejeri – på Bygaden 20. Her er åbent den sidste lørdag i hver måned mellem klokken 10 – 12.
Der findes flere Repaircaféer i Lejre
Der findes fire Repaircaféer i Lejre – så læs med og finde den, der er tættest på dig – hvis du hvis du har noget, der skal fixes.
Tekst og foto af Conny Probst.
LEJRE: Repair cafeer er et udbredt fænomen i de større danske byer. Lejre Kommune, Repair Cafe Danmark og konsulentvirksomheden Naboskab har med støtte fra Bolig- og Planstyrelsens Liv & Land-pulje testet, hvordan repair cafeer kan etableres i mindre samfund og landdistrikter.
På baggrund af opsøgende kontakt til lokale ildsjæle, foreninger og kulturinstitutioner er der etableret repair cafeer i fire forskellige landsbyer i kommunen.
Fra august til december 2021 er der blevet holdt 31 repair cafeer og repareret godt 250 kilo tøj, mekanikog elektronik.
Danmark er det land i Europa, som producerer mest affald pr. indbygger. I Lejre Kommune producerer hver borger i gennemsnit et kilo affald om dagen. Noget af det stammer fra ting, som i stedet kunne være repareret.
En reparation ad gangen
En repair cafe er et sted, hvor borgere kan komme og få hjælp og lære, hvordan man reparerer i stedet for at smide ud.
Der sidder frivillige ”fixere” klar til at hjælpe med at reparere alt fra bukser til hårtørrere. Der er ingen penge mellem fixerne og dem, der skal have hjælp. Højst en lille mønt i kaffekassen.
Konceptet bygger på frivillighed, og alle kan være med uanset erfaring.
I praksis er fixerne dog typisk nogle, der netop er fikse på fingrene og har erfaring med reparation – og gerne vil give færdigheden videre.
Det er forskelligt, hvor ofte cafeerne holder åbent. De fleste holder åbent én gang om måneden i et par timer.
Det kan være alle dage og tidspunkter på ugen. Det kommer an på, hvad ønsket er, og hvad der praktisk kan lade sig gøre.
En repair cafe har typisk fælles værktøj til deling, som kan opbevares på stedet mellem åbningsdagene. Mange fixere foretrækker som supplement at medbringe deres eget.
Åbningstider
I Ejby repair café på Bramsnæsvigskolen, Elverdamsvej 204 er der åbent den anden onsdag i måneden mellem klokken 15.30 – 17.30.
I Lejre holder repair cafeen til i Domus Felix – Det gamle mejeri – på Bygaden 20. Her er åbent den sidste lørdag i hver måned mellem klokken 10 – 12.
I Hvalsø er der repair café i aktivitetscentret på Østergade 1 hver torsdag fra klokken 10 til 12.
I Sæby er der repair café på Sæby Gl. Skole, Tingstedet 6 den første mandag i måneden fra klokken 17 – 19 og den tredje lørdag i måneden klokken 10 – 12.
FAKTA:
• Alt, der bliver fikset i repair caféerne bliver vejet, og vægten bliver noteret.
• Derfor ved man, hvor meget repair caféerne i Lejre reparerer om året.
• 2021: 250 kg
• 2022: 244 kg.