Gudstjenesten tirsdag den 5. december klokken 18.30 bliver tilrettelagt og holdt i samarbejde med Midtsjællands efterskole i Ny Tolstrup ved Hvalsø.
En aftensgudstjeneste for fred og forsoning
Den 5. december holdes der gudstjeneste i solidaritet og medfølelse med de civile i Israel og Palæstina, der er berørt af krigen.
Tekst af Conny Probst.
SÆBY: – Konflikten mellem Israel og palæstinenserne er kompliceret, og vi vælger ikke side, understreger sognepræst i Gershøj og Sæby kirke, Helene W. Rasmussen.
– Gudstjenesten er til støtte for mennesker i nød, uanset nationalitet. Vi er alle påvirkede af de voldsomme hændelser i konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Det er civilbefolkningen på begge sider, der betaler krigens høje pris. Der er lidelse og smerte på begge sider.
– Gudstjenesten er i solidaritet og medfølelse med mennesker i nød, uanset nationalitet, siger Helene W. Rasmussen.
Gudstjenesten tirsdag den 5. december klokken 18.30 bliver tilrettelagt og holdt i samarbejde med Midtsjællands efterskole i Ny Tolstrup ved Hvalsø.
Efterskolen har linjen ”Verdensborger”, hvor eleverne blandt andet lærer om, hvordan livet er for de civile i Israel og for palæstinenserne.
– Vi vil få del i deres viden og oplevelser gennem fortællinger fra elever på efterskolen. Vi kommerogså til at høre om organisationen ”Keep Hope Alive”, som arbejder med plantning af oliventræer.
Der bliver sang og musik at lytte til, fællessang og ord til eftertanke. Man kan tænde et lys, skrive en bøn, en drøm, et håb, et ønske.
Der bliver også mulighed for at købe sin aftensmad, drikkevarer samt kaffe og kage.
– Al indtægt fra salg og lotteri går til Folkekirkens Nødhjælp og til Læger uden Grænsers nødhjælpsarbejde. Vi vil gerne gribe det bredt an og har valgt både en kirkelig og en ikke kirkelig organisation, siger Helene W. Rasmussen.