2022 blev for mig personligt et markant anderledes år end nogensinde; nemlig mit første år som borgmester, skriver borgmester Tina Mandrup i sin nytårstale.
En nytårshilsen fra borgmester Tina Mandrup
2022 blev for mig personligt et markant anderledes år end nogensinde; nemlig mit første år som borgmester.
LEJRE: Hvem holder ikke af nytåret? Hvert år giver det os muligheden for at begynde lidt forfra. 2022 føles allerede lidt fjernt, og foran os ligger det nye år som et ubeskrevet blad, en ulæst bog. Hvad mon der skal ske? Forhåbentlig kan vi selv få indflydelse på det meste af det.
2022 blev for mig personligt et markant anderledes år end nogensinde; nemlig mit første år som borgmester. Og jeg kan konstatere, at borgmesterjobbet har vendt op og ned på min vanlige rytme. Og hold da op, hvor har det været fantastisk!
På den lyse side er der ingen tvivl om, at Tour de France igennem Lejre Kommune lørdag d. 2. juli står som en funklende stjernestund for rigtig mange af os. På smukkeste vis skabt i et enestående samarbejde mellem frivillige og Lejre Kommunes medarbejdere. Alt dette blev bakket op af tusindvis af lokale og udefrakommende tilskuere. Den gule folkefest gennem vores smukke Lejre Kommune kunne også nydes på alverdens tv-kanaler, hvor helikopterbilleder fremviste Ledreborg Slot og den magiske kongehal i Sagnlandet.
Og apropos Sagnlandet, så kan vi alle glæde over en generøs donation, der i fremtiden vil gøre Sagnlandet til en endnu større og mere fantastisk attraktion med ”Dyrenes Sagnland”. Vi glæder os!
Og apropos donation, ja så er der også grund til glæde over udsigten til realiseringen af Kirke Hyllinge Aktivitetshus med den flotte gave, vi fik fra A.P. Møller-fonden i november. Også her ligger utrættelige frivillige kræfter bag, i tæt samspil med Center for Kultur & Fritid i Lejre Kommune. Frivillighed og samarbejde er kodeordene for en bedre kommune.
Og apropos frivillighed, så viste denne sig på rørende vis, da Ukraine blev angrebet, og tusindvis af ukrainere måtte søge tilflugt rundt om i Europa, i Danmark og også her i Lejre. Med varme, husly og hjerterum tog frivillige over, hvor vi som kommune ikke havde mulighed for at slå til. Jeg synes, de frivillige fortjener en helt særlig tak – tusind tak, I er enestående!
Da vi gik ind i 2022, havde vi ingen anelse om, hvilket år vi gik i møde. Ingen, tør jeg godt sige, havde forudset et år med krig i Europa, buldrende inflation og energipriser på himmelflugt. Vi har en anelse om, hvad ’23 bringer, og vi kommer desværre nok til at indstille os på, at vi også i år må være sparsommelige, både hvad angår økonomi og energiforbrug. Det bliver en kunst at få enderne til at mødes. Og det skal nok lykkes. Især er vores styrke i Lejre Kommune frivillighed og fællesskab. Ikke bare yder vi noget til andres bedste – vi skaber værdi på et mellemmenneskeligt plan, og det bringer optimisme og energi til at overkomme mere, når det er lidt svært.
Afslutningsvis vil jeg benytte lejligheden til at sige mange tak for 2022 og for den positive måde, jeg er blevet mødt på som ny borgmester i og for Lejre Kommune. En ny rytme har indfundet sig, og jeg ser frem til det forestående arbejde med at udvikle og drive Lejre Kommune til borgeres og virksomheders bedste.
Jeg ønsker et godt nytår til alle. Og så jeg sender en særlig varm hilsen til vores ukrainske medborgere og deres familier i hjemlandet – må der snart blive fred.
De bedste nytårshilsner
Tina Mandrup
Borgmester