Lejre Erhvervsforum siger farvel til funktion og byder velkommen til nyt medlem af bestyrelsen.

Alice Nielsen står bag konsulentfirmaet Unicitet, der primært rådgiver ejerledere og har sammen med en familieterapeut stiftet firmaet Familieskab.

Gør du som du plejer – så får du samme resultat

Alice Nielsen har lagt sin livsstil om og er begyndt at leve på en anden måde.

Tekst af Conny Probst

LEJRE: – Jeg er sådan en, der hopper ud i ting, siger Alice Nielsen, da LejreMagasinet kigger forbi hendes barndomshjem i Nørre Hyllinge for at få lidt mere at vide om den nye formand i Lejre Erhvervsforum.

Størstedelen af hendes arbejdsliv er foregået i it-branchen og de seneste 10 år i amerikanske virksomheder, så det er blevet til en del rejseaktivitet gennem årene.

– Kender du udtrykket ”The great resignation”, den store opsigelse. Hvor man spørger sig selv, om man kan blive ved med at se sig selv i det job. Jeg har prøvet at have stress nogle gange, så det kunne jeg ikke.

For halvandet år siden besluttede Alice Nielsen sig for at lave om på den måde, hun levede på. Hun sprang ud som selvstændig og gik ind i det lokale foreningsarbejde.  

– Lejre Erhvervsforum knytter vores lokale erhvervsliv sammen. Jeg sidder også i bestyrelsen for LAG Fjordlandet. Jeg har åbnet nogle døre, jeg ikke før har åbnet, og er blevet inspireret, fortæller hun.

To firmaer

Alice Nielsen står bag konsulentfirmaet Unicitet, der primært rådgiver ejerledere og har sammen med en familieterapeut stiftet firmaet Familieskab. Og så er hun for øvrigt også uddannet stresskonsulent.

– Familieskab har blandt andet app’en EVA og et fællesskab for forældre med stress og forældre med børn med udfordringer. 

Det er Alice Nielsen, der har udviklet app’en og står for struktur og indhold.

– Pt. er vi ved at udvikle et medarbejdertrivselsprogram. For det, der foregår i hjemmet, har også indflydelse på, hvordan det går på jobbet, siger Alice Nielsen.

Herudover har de to samarbejdspartnere gang i et pilotprojekt; et donationsprogram i forhold til udsatte familier.

Bestyrelsesarbejdet

Alice Nielsen har tidligere haft professionelt bestyrelsesarbejde og taget en bestyrelsesuddannelse fra DTU. Læg hertil, at hun også har haft sin gang på den politiske arena og er bekendt med det politiske liv.

– Som 17-årig var jeg med i Venstres Ungdom og blev formand i Frederiksborg Amt. Som 20-årig blev jeg valgt ind i kommunalbestyrelsen i Jægerspris Kommune for Venstre. 

– Jeg er vant til bestyrelsesarbejde og kan godt lide dynamikken i, hvad vi arbejder for og hvad, vi gerne vil.

– I Lejre Erhvervsforum har vi nedsat nogle underudvalg. Det plejer man ikke at gøre. I et af underudvalgene diskuterer man muligheden for at lave differentierede medlemskaber. 

– Og så har vi besluttet at lave en fælles erhvervskonference med Lejre Kommune. Det er første gang, vi gør det sammen. Men det er ueffektivt, at samme målgruppe skal mødes to gange. Nu kan vi lave noget sammen, noget med mere synergieffekt. Og så er det godt for både partnerskabet og samværet. 

– Gør du, som du plejer. Så får du, som du plejer. Men man kan ikke ændre alting på en eftermiddag, og det skal man heller ikke. Så er der nogen, der ikke kan følge med, siger Alice Nielsen.

Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig