Ved årets kulturnatkoncert i Hvalsø Kirke kan man opleve sange fra sjælen på dansk. De er skrevet og bliver sunget af den lokale kunstner, musiker og sangskriver Tine Refsgaard. 

Hvalsø Kulturnat klar til 25 års markering

Annonce: Ifølge arkivalierne så Hvalsø Kulturnat dagens lys i år 2000. Siden denne start har kulturnatten løbende ændret sig i takt med byens udvikling. Det bliver fejret fredag den 6. september. Her bydes der som sædvanlig på musik for børn og voksne, kulturallee, børnecirkus og meget andet

Del denne artikel

HVALSØ: Jubilæet fejres blandt andet med Halberg & Friends, der er kulturnattens hovednavn i år. Bandet, der ledes af guitaristen og sangskriveren Poul Halberg, vil gå på scenen på Kropladsen med en god stak hits fra 1980’erne. 

Også Jazz Five, der står for en medrivende version af musikken fra New Orleans, jazz, blues, soul med mere, deltager. De åbner nemlig – sammen med borgmester Tina Mandrup – det hele fra scenen på Kropladsen. Bandet sørger for en god gang børnejazz, så der er fra start sørget godt for børnene og deres forældre. 

Desuden vil man på Kropladsen kunne opleve Hvalsø Sogns Kirkekor, en halv times med Ungdomsskolens musical-hold samt mavedans. Alt sammen inden Halberg & Friends går på scenen. 

I den anden ende på kulturnattens område finder man en scene placeret ud for Josefine Mode & Boutique II. Herkan man blandt andet høre det unge lokale rock-band Alarnis – udsprunget af Lejre Musikskole – der åbner for musikken i den ende af byen. 

Hvem, der følger efter dem, er endnu ikke bekræftet. Tilføjelser og ændringer i programmet vil kunne findes på Hvalsø Kulturnats Facebook-side.

Hovedgaden vil som sædvanlig rumme Kulturalleen, der vil være fyldt op med boder, hvor lokale aktører, foreninger etc. byder ind med forskellige ting. 

Man behøver ikke at gå tomhændet derfra. Der vil også være små loppeboder. 

På Go On-tankens område og andre steder finder man en række madboder, der vil sørge for, at man ikke kommer til at sulte, ligesom der vil være flere steder, hvor man kan slukke tørsten.

På Søtorvet vil man genfinde et af sidste års meget populære indslag; børnecirkusset Cirkus Kæphøj fra Holbæk.

Foreningen Hvalsø Kulturnat
– Vi oplever ofte, at folk tror, at kulturnatten er et kommunalt projekt. Det er det ikke. 

– Vi er en frivillig drevet forening, som hvert år gør et kæmpe arbejde for at samle midler ind til at kunne afholde kulturnatten samt lægger en masse kræfter i at arrangere det hele. Kommunen støtter os med et beløb. Resten kommer fra fonde, lokale sponsorer og medlemskaber samt salg af øl, popcorn med mere på selve aftenen, fortæller Hvalsø Kulturnats forperson, Cecilie Bidstrup Rosenberg.

– I starten var Hvalsø Handelsstandsforening den drivende kraft bag kulturnatten. Siden tog andre over, og det førte så til dannelsen af den nuværende forening, supplerer foreningens første og nu tidligere formand, Palle Bruselius, der stoppede på formandsposten i foråret. Han er dog kun trådt ét skridt tilbage og bestrider nu posten som næstformand.

– Bestyrelsen lægger et stort arbejde i kulturnatten. På selve aftenen kan vi ikke klare alt sammen alene. Så læner vi os op af den hjælp, vi heldigvis får fra frivillige, siger Cecilie Bidstrup Rosenberg.

– Der skal passes boder, løftes grej, sælges øl og popcorn og så videre. Det ville ikke går uden deres indsats, slutter hun.

Musikken
Musikken fylder meget på kulturnatten – også i år. De allerstørste hits, vi kender fra guitaristen og sangskriveren Poul Halbergs hånd, er i de sidste 10 år blevet spillet på livescenerne med bandet Halberg & Friends. De stiller op med et udvalg af de bedste sange fra de sidste 40 år – som man kender fra navne som Halberg Larsen, Ray Dee Ohh og Lis Sørensen samt sange fra Halberg & Friends seneste album ”Nu” der udkom i 2022. Singlen ”Vores Tid” opnåede at blive det mest spillede nummer på DR P5 samme år. 

I Poul Halbergs univers har den gode melodi altid været en vigtig rød tråd. 40 år efter udsendelsen af hans ultimative 80’er klassiker ”Magi i luften” er han altså stadig på landevejen med en stribe af sine bedste sange – for eksempel ”Jeg vil la’ lyset brænde”, ” Efterår”, ”Elskes af dig”, ”Mandagsstævnemøde”, ”Brændende læber” og ”Fri for at drømme om dig” og mange andre.

Jazz Five er om nogen ambassadører for den største smeltedigel for rytmisk musik nogensinde, nemlig New Orleans. Uanset hvilken type rytmisk musik, man foretrækker, er der altid nogle små eller store spor, der stammer fra den by. De fem mand i bandet er et særdeles populært live band, og på Hvalsø Kulturnat er aftenens optræden målrettet børnene. 

Jazz Five er et af Danmarks mest aktive live bands indenfor blues, soul og jazz. På trods af bandets navn, spiller Jazz Fives hovedsagelig old school R’n’B, blues og funk blandt andet med inspiration fra 60’ernes New Orleans. Bandet tager kendte og ukendte numre fra blandt andre Dr. John, James Booker og Fats Domino under kærlig behandling, og krydrer med egne numre inspireret af forbillederne.

Jazz Five blev grundlagt i 1996 og har siden spillet flere tusind koncert i Danmark og rundt omkring i verden. Nogle af disse er koncerter for børn.

Bandet har modtaget to Danish Music Awards og udgivet en lang række albums. 

Sange på dansk i Hvalsø Kirke 
Ved årets kulturnatkoncert i Hvalsø Kirke kan man opleve sange fra sjælen på dansk. De er skrevet og bliver sunget af den lokale kunstner, musiker og sangskriver Tine Refsgaard. 

Genren er viser og folk. Tine Refsgaard kalder sangene for ”eksistensviser”, for de er vinkler på, hvad menneskelivet kan være for en størrelse. Grundtemaet i hendes sange er livsglæde og kærlighed. 

Hvalsø Kirke havde oprindelig engageret ”Fangekoret” til årets koncert, men det måtte desværre aflyses sygdom. I stedet faldt valget på Tine Refsgaard, hvilket er et logisk valg, idet hun har været producer for Fangekoret og medskaber af deres første CD i 2004. 

Hun har været med i Vridsløselille statsfængsel og synge med koret, og hun kendte deres korleder Louise Adrian (der døde for nylig) privat. 


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig