– Virksomheder og iværksættere er altid velkomne til at ringe eller skrive. Jeg kommer også gerne ud og møder virksomhederne på deres hjemmebane for at høre om deres drømme og udfordringer, siger erhvervschef Nynne Larsby Friis th., der her ses sammen med erhvervskonsulent Kitt Henriksen tv.

Nynne er de lokale virksomheders ambassadør på rådhuset

I Lejre Kommune har man valgt at have en lokal erhvervsservice, som virksomheder og iværksættere kan søge vejledning hos og bruge som uvildig og fortrolig sparringpartner.  

Tekst af Conny Probst.

LEJRE: Det er snart seks år siden, Nynne Larsby Friis første gang trådte ind ad døren hos Lejre Kommune. Som noget af det første gav hun den lokale erhvervsservice et servicetjek for at sikre, at den matcher virksomhedernes ønsker og behov.

– Vi sendte spørgeskemaer ud til alle kommunens virksomheder, siger Nynne Larsby Friis; omkring en fjerdedel svarede. 

– Af besvarelserne kunne vi se, at virksomhederne efterspurgte lokale erhvervsarrangementer, nem indgang til kommunen, adgang til sparring og rådgivning i forhold til tilskudsmuligheder, fortæller hun.

Nysgerrig og opsøgende
– Noget af det fedeste ved mit arbejde er at være ude hos virksomhederne. Jeg elsker at blive inviteret, men jeg er skam heller ikke bleg for at invitere mig selv på kaffe, siger Nynne Larsby Friis.

– Jeg har efterhånden besøgt en del virksomheder, men jeg kender selvfølgelig ikke alle. Pt. er der over 1.700 reelt aktive virksomheder i Lejre Kommune.

En del af Erhvervschefens job er at hjælpe virksomhederne, herunder også med tilbud, hvis eksistens de ikke er opmærksomme på.

– Sammen finder vi ind til kernen af det, man går og bakser med. Aktuelt er det for mange virksomheder emner som grøn omstilling, salg og markedsføring, mangel på arbejdskraft og med eksempelvis at bruge de tilskudsmuligheder, der er med hensyn til kompetenceudvikling inden for det grønne felt, professionalisering af virksomheden, overvejelser omkring ejerskifte, organisering af virksomheden osv.

Et erhvervsliv med meget at byde på
Mange tænker ikke på Lejre som en erhvervskommune, og det er en skam, siger Nynne Larsby Friis. 

– Lejre Kommune har et spændende og mangfoldigt erhvervsliv, som har meget at byde på. Her er mange små soloselvstændige, der som et aktivt tilvalg til det gode liv på landet også har valgt en større frihed i deres arbejdsliv. 

– Men her er også spændende produktions- og håndværksvirksomheder, ambitiøse fødevareproducenter, og nichevirksomheder, der sidder på størstedelen af verdensmarkedet på deres felt. 

Janteloven
”Løvens Hule” er et godt eksempel på at stille sig frem og være stolt af det, man laver, siger Nynne Larsby Friis og opfordrer virksomhederne til at droppe janteloven.

– Man skal stå ved, at man kan noget – det skal man ikke negligere. Man skal turde stå frem og stå ved, hvad man er god til. Mange virksomheder har et større vækstpotentiale, end de selv går rundt og tænker.

– Her findes der rigtig mange tilbud i hele erhvervsfremmesystemet, som jeg gerne vil opfordre til, at man gør brug af.  Man skal tage imod og gribe de muligheder, der er. 

– Et af dem er ”RaketVækst”, som vi afholder et par gange årligt i samarbejde med vores samarbejdspartner, det tværkommunale Erhvervshus Sjælland.

Iværksætteri 
Erhverv Lejre sender velkomstbreve ud til nye virksomheder.

– Vi fortæller lidt om, hvad man kan bruge os til. Vores dygtige erhvervskonsulent Kitt Henriksen står for iværksætterindsatsen og har kendskab til mange forskellige byggeklodser, man kan benytte sig af som iværksætter. 

– Man er også hjertelig velkommen til at komme på besøg, før man har skaffet sig et cvr-nummer, understreger Nynne Larsby Friis.

– Erhverv Lejre er en afdeling i Center for Teknik & Miljø. Det skaber nogle synergier, at vi kan bringe virksomhedernes behov ind i for eksempel den lokale planlægning.

– Vi har ikke en myndighedsrolle; vi har en servicerolle og hjælper virksomheder og iværksættere til størst mulig succes.

– Der er blevet taget rigtig godt imod mig. Der er en enorm åbenhed her i Lejre, en lokal stolthed. 

– Jeg kan mærke, når jeg taler med de erhvervsdrivende, at det betyder noget for dem at drive deres virksomheder netop her, at være en del af det lokale erhvervsliv i Lejre Kommune, siger Nynne Larsby Friis.

Meget mere på www.lejre.dk
På websitet ”Lejre.dk/nyt” tilmelder man sig Erhverv Lejres nyhedsbrev målrettet erhvervsdrivende og iværksættere.  

På websitet ”Lejre.dk/kom” finder man erhvervsarrangementerne.

På websitet ”Lejre.dk/del” finder man Lejre Kommunes offentlige billedarkiv, der visuelt skildrer den særlige stemning, der er i kommunen. Virksomheder er velkomne til at bruge dem på deres hjemmeside og sociale medier


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig