
Selvfølgelig gør det da lidt ondt at blive stukket. For det gør man, uanset hvor godt, man beskytter sig. Er det et enkelt bistik, så hæver jeg ikke. Det gør jeg først, hvis jeg får 10 – 20 stik, fortæller biavler Henrik Kjelkvist.
Over 40 millioner “medarbejdere” fordelt på 1.400 “virksomheder”
Biavler Henrik Kjelkvist udlejer bier til bestøvning, har 1.400 bistader og slynger 50 tons honning om året.
Del denne artikel
Tekst af Conny Probst.
KIRKE SÅBY: Det var en professor på Landbohøjskolen, der formåede at gøre emnet ”bestøvning” så spændende, at Henrik Kjelkvist i dag kan leve af at tilbyde bestøvning til alle de afgrøder, hvor der er et behov.
I 1988 anskaffede han sig to stader og købte et par bifamilier – dronninger og nogle arbejdere – til husbehov. Staderne placerede han hjemme i haven.
I 2012 havde han omkring 100 stader rundt omkring hos folk, han kendte – og så var det pludseligt interessant at hjælpe med bestøvning hos de landmænd, der havde behov for det.
Udviklingen tog for alvor fart i 2013, hvor Henrik Kjelkvist overtog bier og bestøvning fra en kollega.
– I 2014 passede vi omkring 400 stader, og det udviklede sig til de cirka 1.400 stader, jeg har haft siden 2024.
De sidste par år har firmaet holdt til på Landevejen 88 i Kirke Saaby, og Henrik Kjelkvist er ikke længere planteavlsrådgiver på nedsat tid.
– For fire år siden begyndte jeg at kunne leve af at leje bier ud til bestøvning på fuld tid, fortæller han.
– Jeg har to ansatte, der tager rundt og hjælper med at passe bierne og hente honningen.
Her er bierne i gang med at bygge bivokspladen ud. Bivokspladerne står lodret, på rad og række, inden i bistadet.
Foto Conny Probst.

Forskellige bestøvningsopgaver
En lang række afgrøder har behov for insektbestøvning.
Her er honningbier altafgørende, da de overvintrer i store familier og fra det tidlige forår kan sikre bestøvning af de tidligst blomstrende afgrøder som for eksempel frugttræer, vinterraps, vinterhestebønne, purløg mv.
Hen over sommeren vokser antallet af bier i staderne meget, og der kan være op til 35. – 40.000 individer i et stade.
Her er de primære bestøvningsopgaver hvid- og rødkløver, bær, vårraps, græskar – og en lang række andre afgrøder.
– Det afgørende er, at når afgrøderne blomstrer, så skal bierne være der. Dem kører jeg ud med sen aften og tidlig morgen en til to timer før solopgang.
– Så står staderne der, indtil der ikke er flere blomster. I en frugtplantage står de der typisk i tre uger, forklarer Henrik Kjelkvist.
– Vi kigger løbende til bierne. Pt. er der masser af blomster og flere bifamilier. Så sætter vi flere kasser på staderne.
Grundlovsdag begynder hvidkløveren at blomstre, og omkring 1. juli er det rødkløveren.
Uden for sæsonen er der nok at gøre med at rengøre rammerne og gøre alt klart, til det skal bruges igen.
Fredelige bier
Der er meget forskel på biernes temperament, fortæller Henrik Kjelkvist. – Det gælder om at finde nogle dronninger, der er fredelige og så avle videre på dem.
Hvert år udskifter Henrik Kjelkvist 70 procent af dronningerne. – Det er bedre med nogle unge dronninger. Så man skal ned i den enkelt bifamiie og finde den gamle dronning – blandt de 35.000 bier, inden den nye kan tilsættes.
Tonsvis af honning
Den indsamlede honning bliver slynget i lokalerne på Landevejen – og solgt til Rema 1000’s butikker.
– Vi laver blandt andet en standardhonning, en forårshonning primært på vinterraps, en frugtplantagehonning og en sensommerhonning, forklarer Henrik Kjelkvist. I alt bliver der produceret 50 tons honning om året.
En produktiv dronning
En bifamilie består af én dronning, nogle hundrede hanbier (droner) og mange tusinde arbejderbier.
En arbejderbi lever typisk i seks uger om sommeren, derefter er den slidt op og dør.
En dronning lægger 2. – 3.000 æg om dagen.
Arbejderbierne er hunner ligesom dronningen. Men deres æggestokke er ikke udviklet.
De helt unge arbejderbier gør rent, fodrer larverne, sveder voks og bygger tavler i første tre uger af deres liv.
Så bliver de trækbier og flyver ud og henter nektar og pollen i blomsterne.
– Dronningen flyver kun ud, når hun skal parres. Og så lægger hun æg resten af sit liv.
– Mine dronninger lever et år, de bedste kan blive to til tre år, siger Henrik Kjelkvist.
Det stikker lidt
– Selvfølgelig gør det da lidt ondt at blive stukket. For det gør man, uanset hvor godt, man beskytter sig.
– Er det et enkelt bistik, så hæver jeg ikke.
– Det gør jeg først, hvis jeg får 10 – 20 stik, siger Henrik Kjelkvist.