Sognepræst Helene W. Rasmussen (th) hyggesludrer med nogle af deltagerne.
Strikketøj og snakketøj i skøn forening
Onsdag formiddag mødes kvinder i alle aldre i konfirmandstuen i Sæby for at strikke og hyggesnakke.
Tekst og foto af Conny Probst.
SÆBY: Klokken er 9.45 og i køkkenet har Lise og Asger Olsen travlt med at gøre klar til den ugentlige brunch. I konfirmandstuen har de første strikkere indfundet sig og er i gang med deres håndarbejder og med at sludre med hinanden.
– Vi er tovholdere på strik-cafeen; køber ind, rydder til og af og laver kaffe og te. Skærer franskbrød og rugbrød og lægger pålæg og ost på fadene. Hvis der er nogen, der har fødselsdag, så er der altid hjemmebagt kage, chokolade eller en lille en, fortæller Lise Olsen.
Næste efterår har strik-cafeen 10-års fødselsdag. En af dem, der har været med alle årene, er Jonna Engell Lund, der har hjemmebagt fødselsdagskage med; Æbletærte – med æbler fra egen have – og creme fraiche. – Jeg er blevet 89 år. Der er ingen her, der er så gammel som mig, siger hun og smiler.
– Folk kommer forskellige steder fra. Fra land og by. Så taler vi om, hvordan det var i gamle dage. – Folk strikker på deres egne ting. Men det sker da, at jeg spørger, om de vil strikke sokker til vores ”Sutter og salmer”-arrangement, fortæller sognepræst Helene W. Rasmussen. – Menighedsrådet støtter strik-cafeen. Det er en anden måde at have socialt samvær på. Her er et godt fællesskab og man deler et måltid med andre. – Det er spændende at høre om de vilkår, som nogle har haft i deres barndom. Det håndværksmæssige aspekt er også spændende, siger Helene W. Rasmussen.
Strik-cafeen har førsteprioritet
– Jeg kommer det, jeg kan. Det er hyggeligt at være med. Her er en god stemning og man får en masse gode snakke, fortæller en af deltagerne. – Ja, der er godt gang i ”hønsegården”, hvisker Asger Olsen, inden han går ud for at brygge mere kaffe.
Charlotte Jensen er en af de sidst ankomne. – Jeg har haft lyst til det længe. Jeg bor alene med min hund. Det er dejligt at komme her og være sammen med andre og have en fælles interesse. Jeg glæder mig til det bliver onsdag og forsøger at lægge andre aftaler på andre tidspunkter, siger hun.
– De er så kreative, de damer. Jeg håber, at jeg kan lære noget af dem, siger Charlotte Jensen.
Kvinderne hjælper hinanden med opskrifter og ideer til, hvad garnet kan bruges til. Stik-cafeen holder pause i juleferien og i sommerferien. Og sommerpausen er lidt for lang, mener flere af deltagerne. – Måske kan vi mødes hjemme hos mig i haven i sommerferien, siger en af strikkerne. Og hendes sidemand udbryder straks: – Det er skrevet i kalenderen.