Puljens formål er at understøtte børn og unges adgang til litteratur i deres hverdag, både i og uden for skolen..

Sæt børn og bøger fri

Lejre Bibliotek & Arkiv har fået et tilskud på 195.000 kroner fra Slots- og Kulturstyrelsen til et læselyst-projekt.  

Del denne artikel

Tekst af Conny Probst.

LEJRE: Når børn bliver 12-14 år, står de over for en række andre aktiviteter, der kæmper om både deres opmærksomhed og tid, hvilket resulterer i, at få prioriterer læsning. 

Derfor har Lejre Bibliotek & Arkiv, efter aftale med kommunens Pædagogiske Læringscentre (PLC), søgt Slots- og Kulturstyrelsens udviklingspulje: “Et styrket samarbejde mellem skoler og folkebiblioteker om bøger og læseglæde”.  

Puljens formål er at understøtte børn og unges adgang til litteratur i deres hverdag, både i og uden for skolen.

Lejre Bibliotek & Arkiv har søgt og fået 195.000 kroner i tilskud til projektet “Sæt børn og bøger fri – booktalkere i udskolingen”. 

På skoleskemaet
PLC og biblioteket vil med projektet styrke læseglæden for at få de unge tilbage til bøgerne. 

Læselyst og booktalks skal derfor på skemaet i Lejre Kommunes 7. og 8. klasser. Det skal blandt andet ske ved at indkøbe bøger til en attraktiv og relevant bogsamling. 

Cirka 640 elever vil kunne få adgang til de købte bøger.

Samtidig uddannes en gruppe elever til at afvikle booktalks. Eleverne får tid i danskundervisningen til at forberede sig og sparre med hinanden. 

“Booktalkerne” kommer herefter ud på skoler og biblioteker, hvor andre børn og unge inviteres ind. Eleverne er med til at udvælge og formidle bøgerne på skolerne og bibliotekerne. 

Der uddannes 16 børn fra forskellige skoler (to fra hver), og da PLC’erne også deltager i uddannelsen, kan flere uddannes efterfølgende.

Projektet løber fra januar – december 2025.  


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig