Britt Vibeke Hjort Andersen og Jette Hansen foran Ammershøjparkens skulptur ”Storketårnet”.

20 år på plejehjemmet Ammershøjparken

Britt og Jette har været med hele vejen og fortæller om en arbejdsplads med gode kolleger, mening i dagligdagen og en rivende teknisk og hjælpsom udvikling. 

Del denne artikel

KIRKE HYLLINGE: I 2005 slog Ammershøjparken dørene op for borgere og personale. Det nybyggede plejehjem i Kirke Hyllinge skulle huse beboere og personale fra de utidssvarende plejehjem ”Grønnehjem” og ”Baunehøj”. 

Ind ad dørene kom også Britt Vibeke Hjort Andersen og Jette Hansen. Og her blev de. 

I dag er de to kolleger henholdsvis 64 og 63 år gamle. De sidder i Hus A’s fællesrum og kigger i gamle fotoalbums. 

Billederne sender dem ned ad ”memory lane”, og udbrud som ”hvor så jeg ung ud” og ”se, der var marker hele vejen rundt” vidner om, at tiden går sin gang. 

Et moderne plejehjem 
– Det var nyt, at man byggede plejehjem, som var det et hus. Med stuerne rundt om et fælleshus med køkken og sofahjørne. Det kaldte man ”leve-bo-miljø”, og tankegangen var, at de ældre skulle være med til det praktiske her i køkkenet, fortæller Britt. 

De ældre er med tiden blevet ældre på plejehjemmene, og mange er mindre selvhjulpne end tidligere. Så det er ikke mange, der kan hjælpe til – men det giver liv, at man kan følge med i personalets arbejde i køkkenet. 

                                                                                                                                                                                                Imens Britt og Jette er blevet ældre, er der også kommet flere ældre beboere til. Der er endda flere på mere end 100 år på plejehjemmet. 

– Nu, hvor jeg selv er blevet ældre, er det nemmere for mig at snakke med vores beboere om deres ungdom. Den er tættere på min egen ungdom, end hvis de snakker med en af vores unge kolleger, fortæller Britt. 

– Men her er jo også flere, der er på vores egen alder. Dét er lidt skræmmende, fortæller Jette. 

Og selvom hun snart kan gå på pension, så er det ikke helt utænkeligt, at hun bliver ved: 

– Jeg har aldrig tænkt, at jeg skal noget andet. Og hvis helbredet holder, kan det da være, jeg fortsætter. Ellers vil jeg være frivillig. Det giver liv og mening i hverdagen.

Hvorfor er man her i 20 år? 
– Fordi man kan lide stedet. Jeg har da set mange, der siger op, og mange af dem kommer tilbage hertil. Selvfølgelig har vi problemer undervejs. Men jeg synes, vi får løst dem med tiden. Vi har fået mere travlt, men jeg synes stadig, vi har frihed til at gøre ting – og vi tager os altid tid til en snak med en borger, hvis de trænger, siger Jette.

Og Britt supplerer: – Ja, det kan for eksempel være, at vi laver en Kandis-koncert her i sofaen. Så tænder vi fjernsynet og skruer højt op. Og så er det jo et arbejde, hvor man kan mærke, at man gør en forskel. 

– Når en borger siger: – ”Nej, hvor er det dejligt at se dig”, så ved man jo, at det, man gør, ikke er helt tosset.

Hjælpsomme hjælpemidler 
En af de ting, der har ændret sig, er de hjælpemidler, som personalet bruger i dagligdagen: 

– I starten var det altså hård fysisk arbejde, fortæller Britt. Jette tilføjer: 

– Ja, før gik vi jo og havde ondt alle vegne. Men det er blevet meget bedre. Vi har slet ikke de mange tunge løft. 

– Det seneste, vi har fået, er ”vend-let-senge”, der kan hjælpe os med at vende tunge beboere i deres senge. Og så har vi en Forflytningsvejleder, som vi kan spørge til råds om hjælpemidler, fortæller Jette.

Fakta om Ammershøjparken:

• Plejehjemmet Ammershøjparken er opført i 2005 og udvidet med to nye huse og multirum i 2021-2022. 

• Ammershøjparken består i dag af syv ”huse”. Hvert hus har 10 plejeboliger, og to af husene har desuden to aflastningsboliger, hvor borgere kan bo midlertidigt. Et af husene er en skærmet demensenhed. 

• I alt er her 74 plejeboliger, heraf fire aflastningspladser. 

• Bygningerne ejes af Lejre Kommune, og boligudlejningen administreres gennem DAB (Dansk Almennyttigt Boligselskab).  


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig