Der bliver hyggesnakket og fortalt anekdoter, Yderst th. Peter Lindkvist Gustavsen

Der bliver hyggesnakket og fortalt anekdoter, Yderst th. Peter Lindkvist Gustavsen

Der er biltræf hver torsdag

Det meste af året dukker en række bilglade borgere op i Kirke Hyllinge. For at hygge sig og for at få sig en bilsnak med andre ejere af køretøjer med en del år på registreringsattesten.  

Tekst og foto Conny Probst

KIRKE HYLLINGE: Peter Lindkvist Gustavsen, der ejer en Fiat Uno årgang 1987 og Flemming Brasch, købmand i Rema 1000 og den stolte ejer af en sort Mustang årgang 2017, ved som regel godt, hvad de skal på torsdage mellem klokken 18 og 20. 

De skal parkere deres biler på Rema’s parkeringsplads på Elvedamsvej 308 sammen med andre bilglade borgere fra lokalområdet.

– Vi syntes, at der manglede noget. Et sted, hvor man kunne snakke lidt og høre anekdoter fra gamle dage. Og vi vidste, at der var mange i byen, der var glade for gamle biler, fortæller Peter Lindkvist Gustavsen. 

– Peter spurgte, om jeg ikke mente, det var en god idé at bruge en del af parkeringspladsen på det her. Der skulle lidt liv til, og på det tidspunkt er der ikke så mange kunder, der parkerer lige her, siger Flemming Brasch. 

Per Danielsen har parkeret sin blå Opel Ascona A 1,6 fra 1974 – der kører mellem 12-13 km/literen – og er i gang med at sludre med nogle af de andre fremmødte.

– Min første bil var faktisk en Ascona. Jeg fandt den her i Jylland. Det eneste, jeg har gjort ved den, er at montere et nyt vinyltag og en ny himmel, fortæller han.

Børge Frydenlund er ankommet til parkeringspladsen på en SCO-knallert fra 1961. 

– Jeg har haft den i fem år. En af mine gamle skolekammerater pralede med, at han havde en, og at han gerne ville sælge den. 

– Det er en såkaldt knallertcykel, så jeg finder som regel et sted, hvor det går ned ad bakke, når den skal startes. Den skyder en topfart på 30-35 km/timen, fortæller han. 

Det er tredje sæson, der er biltræf på parkeringspladsen. – Vi plejer at starte med at mødes engang i april. Og så bliver vi ved, lige så længe, vejret tillader det. Når der er salt på vejene, så kommer bilerne ikke ud, siger Flemming Brasch.


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig