Poul Christensen høster grøntsager året rundt.
Det har været et elendigt porre-år
Poul Christensen har haft nyttehave i Haveforeningen Solvang i 25 år. Han dyrker primært grøntsager. For så ved han, hvad det er, han spiser.
Tekst og foto af Conny Probst.
HVALSØ: Godt gemt væk for enden af Møllebjergvej ligger Haveforeningen Solvang; 18 nyttehaver fordelt på omkring 4.000 kvm. Grunden er ejet af Hvalsø Kommune, der lejer grundstykkerne ud til haveinteresserede borgere.
Poul Christensen, der de sidste otte år har været formand for haveforeningen, har lejet sin nyttehave i 25 år. Han bor i parcelhus et par veje fra nyttehaverne, men der er det ikke optimalt at inddrage et stort areal til grøntsager.
Jeg har altid dyrket grøntsager. Som barn havde jeg en 4H-have. Nu har jeg 300 kvadratmeter med majs, krydderurter, asparges, artiskokker, bønner, selleri, jordbær, jordskokker og flere forskellige slags kål, remser han op.
Der er også blevet plads til georginer, bærbuske og en række frugttræer.
Jeg eksperimenterer med at pode æbletræet. Jeg skifter toppen ud en gang imellem. Lige nu er der Spartan-æbler på.
Haven er indrettet med flere hyggekroge. For solnedgangen er så smuk, at Poul Christensen og nogle af de andre haveentusiaster på lune sommeraftener ofte mødes og sidder og snakker til langt ud på aftenen.
Her kan jeg følge med i årstiderne og se ud over markerne. Der er så roligt heroppe. Dengang jeg arbejdede, brugte jeg nyttehaven som afstresning. Hvis det havde været en hård dag, så tog jeg direkte herop efter job og brugte en halv time på at hakke ukrudt. Så kom alle aggressionerne ud, siger han.
Selv om der kan høstes grøntsager året rundt, må Poul Christensen senere på vinteren ty til købte grøntsager. Og hjemmedyrkede porrer har han helt måttet undvære i år.
De er gået i stok. Heldigvis har jeg mange rosenkål i år, og dem elsker jeg, siger han.