Der bliver masser af musik, boder og underholdning for store og små, når det meste af Hovedgaden fredag den 1. september omdannes til en lang kulturallé på Hvalsø Kulturnat. 

Formanden for Hvalsø Kulturnat, Palle Bruselius, håber på at vejret viser sig fra sin bedste side.

Kulturnatten i Hvalsø nærmer sig

Der bliver masser af musik, boder og underholdning for store og små, når det meste af Hovedgaden fredag den 1. september omdannes til en lang kulturallé. 

Tekst af Conny Probst. Foto Klaus W. Rasmussen

Kulturnatten 2022 var en kæmpe succes på flere måder. Den blev skabt af en bestyrelse, hvor der var udskiftet på de fleste poster. 

Nye folk, nye og kreative ideer. Vejret var smukt, og det trak ekstra mange mennesker på gaden. 

– Jeg mindes ikke nogensinde at have set så mange mennesker til en kulturnat, siger formanden for Hvalsø Kulturnat, Palle Bruselius. 

– Det, håber jeg, vil gentage sig i år. 

– Selvfølgelig er vejret på dagen også en faktor, der spiller ind. Bliver det – mod forventning – regnvejr, så håber vi, at borgerne vil fatte paraplyen og regntøjet og komme ned i Hovedgaden alligevel. 

– For der ligger mange timers arbejde bag planlægningen af kulturnatten – og en hel del økonomi til leje af scene og honorering af diverse kunstnere. 

Mad og underholdning
Igen i år vil Kulturalleen på Hovedgaden rumme en masse boder med alle mulige slags sjove og interessante tilbud og aktiviteter. 

Og man behøver heller ikke at gå hverken sultne eller tørstige hjem, for madboderne repræsenterer både det søde og det salte køkken, og udskænkningsstederne har fyldt lagrene op.

Underholdningen vil omfatte 80’er-rock, børnerock, rollespil, børneteater, mavedans, blues, korsang og meget andet. Ikke mindst takket være en masse gavmilde sponsorer. 

– Det endelige program er ikke helt på plads, men der arbejdes ihærdigt på at få tingene til at passe sammen, siger Palle Bruselius. 

De meste af Hovedgaden spærres af fra middagstid og frem til midnat – fra Kropladsen og ned til hjørnet ved Søvej. Desuden er Søtorvet også med i kulturnatten. 

– Der laves omkørsel, så de, der bor i Præstegårdsvej-kvarteret stadig kan komme ind og ud. 

Børnebilletten
Sidste år lagde den nye bestyrelse forsigtigt ud med en børnebillet, hvor poderne kunne gå på skattejagt hos en del af de erhvervsdrivende. 

Der var både popcorn, juice, frugt og små gaver for enden af skattekortet.

– Det blev en klokkeklar succes, så i år satser vi på at trykke et større antal billetter og på at udvide antallet af butikker, der skal besøges, fortæller Palle Bruselius. 

Der vil løbende blive lagt nyheder etc. på Hvalsø Kulturnats Facebook-side.

Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig