Jeg har været ”corona-præst” det meste af tiden. Jeg blev indsat i kirkerne den 14. juli 2019, men har ikke prøvet et helt årshjul endnu, siger Karen Vinther Ringsmose, sognepræst i Rorup-Glim pastorat.
Jeg tror, vi har brug for, at verden er større end det, vi selv kan præstere
Under coronaen stillede sognepræsten i Rorup og Glim sig ud foran brugsen i Lejre i sin præstekjole og delte påskeliljer ud.
Tekst og foto af Conny Probst
RORUP: – Jeg har været ”corona-præst” det meste af tiden. Jeg blev indsat i kirkerne den 14. juli 2019, men har ikke prøvet et helt årshjul endnu, siger Karen Vinther Ringsmose, sognepræst i Rorup-Glim pastorat.
– Coronaen tvang mig og alle præster til at tænke i andre baner. Jonglere med andre ting, end vi plejer.
– Noget af det, jeg gjorde under coronaen, var at stille mig ud foran brugsen i min præstekjole, delte påskeliljer ud og ønskede folk god påske.
– Jeg tror, det er godt at være synlig. Det er nemmere for dem at komme til mig, når de har hilst på mig. Tærsklen til kirken bliver lavere.
– Folk er generelt meget åbne her. Mit indtryk er, at folk gerne vil kirken og kristendommen. De er i udgangspunktet nysgerrige, og så handler det om at tale et fælles sprog, at prøve at skabe en bro mellem folks hverdagssprog og kristendommen.
– Kristendommen gør verden større. Og jeg tror faktisk, at vi alle har brug for, at verden er større end det, vi selv lige kan præstere.
– Mange fortæller mig, at det, de tror på, ikke er det samme som det, jeg tror på. Men ofte viser det sig, at det ikke er så forskelligt endda – jeg har bare mange flere ord for det.
En rød tråd
Karen Vinther Ringsmose stammer fra Sønderjylland, hvor hendes far var præst. Hun er uddannet lærer, men vidste hele vejen gennem uddannelsen, at hun ikke ville være lærer, selvom hun nyder det børnearbejde, der fylder med præsteembedet.
– Jeg troede heller ikke, at jeg ville være præst.
– Efter læreruddannelsen læste jeg teologi i nogle år og skiftede så til pædagogisk filosofi, hvor jeg endte med at skrive speciale om gudsbegrebet hos en fransk filosof.
– Og lige så stille kom det alligevel til mig, at jeg ville være præst.
– Jeg er paragraf 2-uddannet; jeg har en teologisk overbygning på min kandidatuddannelse, som kvalificerer mig til at kunne søge job som præst.
– Jeg synes, at der er en rød tråd i det, jeg har foretaget mig, og at jeg har noget godt med mig i rygsækken.
– Den erfaring og viden, som jeg har fået omkring pædagogik, er en kæmpe gave. I sin helhed er præstens opgave jo pædagogisk, siger hun.
Familien, der består af far, mor og fire børn, flyttede fra et kolonihavehus på Amager til en 270 kvm stor præstebolig i Rorup.
– Jeg havde aftalt med min mand, at jeg skulle søge et embede, der maksimalt lå en times kørsel fra København. Jeg havde flere gange tænk på Lejre uden at vide særligt meget om området. Jeg havde på fornemmelsen, at det var noget med dejlig natur, bofællesskaber (fællesskab) – og så er det en stationsby, siger hun.
Præstens hverdag
– Jeg kan lide at slutte søndagen med at læse teksten til næste søndag, fortæller Karen Vinther Ringsmose. Så kan den ligge i mit baghoved og modnes til prædikenskrivningen, som ofte er torsdag eller fredag.
– Tirsdag morgen vælger jeg ofte salmer og svarer mails. Der er utrolig megen kommunikation, der skal klares. Tirsdag og onsdag har jeg også vielses- eller bisættelsessamtaler – og dåbssamtaler, så jeg kan have det med i tankerne i min prædiken og i valget af salmer.
– Mine uger er aldrig ens, og mine planer kan hurtigt ændre sig, hvis der er akut brug for mig et sted, eller nogen dør.
25 procent af Karen Vinther Ringsmose tid går med at være flygtninge- og migrantpræst med tilknytning til Center Avnstrup. Så hver anden onsdag holder hun gudstjeneste i Særløse Kirke for migranter. Hun har også en del samtaler og besøg på centeret og planer om kvindecafe og andre arrangementer.
– Der kunne nemt bruges mere end 25 procent derude, siger hun.
Hendes onsdage går også med minikonfirmander, andagter eller besøg på plejehjemmet og med at få aftenarrangementerne i kirkerne på plads.
Torsdag er der sjælesorgssamtaler, og konfirmandforberedelse.
– Jeg går meget op i sjælesorgssamtalerne. Der kommer mange forskellige her for at snakke, og det kan handle om alt mulig; knas i parforholdet, ensomhed, alvorlig sygdom eller trossamtaler. Indimellem tager jeg også på besøg, men for det meste er det her hos mig.
– Jeg har lavet en dame-kaffeklub, hvor der snakkes om alt muligt. Det er ikke en lukket gruppe, og man er velkommen til at skrive eller ringe til mig, hvis man gerne vil være med. Jeg tilbyder også dem, der har mistet, at de kan være med i gruppen, fortæller hun.
Flere bededage, tak
Karen Vinther Ringsmose har i mange år beskæftiget sig med eksistenssamtaler og har skrevet en bog om emnet. Pt. er sognepræsten ved at uddanne sig til gestaltterapeut i sin fritid.
– Det passer som fod i hose til præsten. Det handler i virkeligheden om næstekærlighed, om kontakt og om at se og høre den anden.
– I mine øjne er æstetiske og religiøse erfaringer forskellige tydninger af det samme. En erfaring af, at der er noget større, noget udenfor mig der vil mig noget. Som for eksempel en overdådig solnedgang. Noget der har en mer-betydning.
– Jeg oplever, at der er en spirituel åbning hos folk. De er mere åbne over for, at der er noget, og mange leder på den anden side af jordkloden. Og måske ligger svaret lige her i deres egen kultur. Måske skulle de prøve at gå i kirke, siger hun og smiler.
– I mine øjne burde vi have flere bededage – i stedet for at afskaffe Store Bededag. Jeg tror, at folk trænger til det. Vi trænger i hvert fald ikke til flere arbejdsdage. Vi præsterer alle vegne; vi tror, at vi skal præstere os til kærlighed. Det er trist.
– I kirken behøver vi ikke at præstere – vi er elsket. Jeg tror, mange har brug for det frirum.
