Ole Blickfeldt, formand for Udvalget for Job, Arbejdsmarked og Integration og årets prismodtager Michael Ascanius, Meny Kirke Hyllinge. Foto Klaus W. Rasmussen.

Michael Ascanius, Meny Kirke Hyllinge, modtager Rumelighedsprisen 2025

I dag, fredag den 6. juni, modtog Michael Ascanius fra Meny Kirke Hyllinge “Rummelighedsprisen 2025”. Overrækkelsen af prisen, gave, diplom og tale, stod Ole Blickfeldt, formand for Udvalget for Job, Arbejdsmarked og Integration for. Se talen nedenfor.

Del denne artikel

Kirke Hyllinge: – Kære alle sammen – og først og fremmest, kære Michael Ascanius og hele holdet hos Meny i Kirke Hyllinge 

Det er en særlig fornøjelse at være her i dag og overrække årets Rummelighedspris. Det er en pris, vi i Lejre Kommune er meget stolte af – fordi den handler om noget, vi sætter højt:  Fællesskab, ansvar og viljen til at gøre en forskel for andre mennesker. 

Og netop det gør I her hos Meny. I gør noget, som er enkelt at sige – men langt fra nemt at gøre: I giver mennesker en chance. I tager imod borgere, som har stået uden for arbejdsmarkedet, måske på grund af sprogvanskeligheder, helbredsudfordringer eller andre barrierer. Og I møder dem med åbenhed og tillid. 

I ser ikke først og fremmest på begrænsninger – I ser muligheder. 

Det er en holdning, der gennemsyrer jeres samarbejde med vores Jobcenter. I har taget imod både integrationsborgere og ledige, og I gør det med blik for det enkelte menneske. 

Forløbene tilrettelægges med respekt for den enkeltes behov og med øje for, hvordan vi sammen kan skabe udvikling, motivation og succes. 

Det er ikke bare ansvarligt. Det er inspirerende, og det er netop det, Rummelighedsprisen handler om. 

Den gives til virksomheder, som viser, at man kan drive en god forretning og samtidig tage et socialt ansvar. Virksomheder, der tager lokalsamfundet alvorligt og som er med til at gøre det lidt stærkere, lidt tryggere og lidt mere rummeligt. 

Jeg ved, at det ikke altid er den nemmeste vej. Det kræver tålmodighed, fleksibilitet og ikke mindst, at man tror på det, man gør. Men I gør det – og I gør det med hjertet. 

Derfor er det mig en ære, på vegne af hele Udvalget for Job, Arbejdsmarked og Integration, at overrække årets Rummelighedspris til jer. Kæmpe tillykke – og tusind tak for jeres indsats! 


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig