– Jeg bliver helt høj i hatten, når jeg kan gøre noget for andre, Det er dejligt, siger Anne. Foto: Nicki

Demonerne er væk, og Anne er gået fra bruger til ansat

Da Anne trådte ind over dørtærsklen til Huset Horseager i 2009, levede hun et liv med stemmer, der dikterede hendes færden. I dag er der kun en stemme tilbage, og den har hun lært at leve med, den får ikke lov at dominere hende.

Tekst af Conny Probst.

HVALSØ: Anne har en forhistorie med et hårdt belastet liv med mange udfordringer og nederlag. Da hun i 2009 fik kontakt til Huset Horseager, levede hun et isoleret sammen med sin datter. 

Hun gemte sig i hjemmet og åbnede ikke døren for nogen. Hun havde angst, hørte stemmer, var psykotisk og depressiv.

– Anne skulle lære at komme ud af hjemmet og interagere med andre mennesker, så hun fik tilknyttet en støttekontaktperson, fortæller teamleder i Horseager, Anna Oldenburg.

– Min gamle sagsbehandler tilbage i 2009 ville gerne have mig på førtidspension, men det ville jeg ikke. Så jeg sagde ja til at blive tilknyttet Horseager, fortæller Anne. Der stod nærmest grædefærdig uden for døren den første gang.

– Alt det sociale og fællesskabet, jeg kunne ikke rumme det. Det var et skrækscenarie. Jeg kravlede nærmest på væggene, havde angst og hørte stemmer. Væresteds medarbejder Maria måtte skrabe mig ned ad væggen med en paletkniv.

For Anne var fællesskabet lig med advarselslamper, og hun stod altid tavs i det mørkeste hjørne, hun kunne finde.

Øvebanen i nummer 15b
Huset Horseager blev Annes øvebane. I lang tid nøjedes hun med at kigge på de andre. Og hun tog sin datter med på ture og brugte hende som et slags skjold.

Efter nogle måneder begyndte Anne at følge sig mere tryg. Men ”dæmonen” med de gule øjne, der nærmest havde taget form som en skikkelse, var der stadig. 

– Det har været et langt, sejt træk. Anne har fået støtte både gennem værestedet og gennem Team Bostøtte og sin støtte-/kontaktperson, fortæller Anna Oldenburg.

Til at starte med gik Anne, inden festerne i værestedet begyndte. I dag er hun personale til festerne.

– I mange år var Anne med på feriecamp. Først med personale, senere som stærk rollemodel for andre. Hun har lært at tro på sig selv og at kunne klare sig uden personale – og i stedet tage ansvar og hjælpe andre.

Øvebanen har været lang og med mange udfordringer. Personalet har ændret banen hen ad vejen og tilført større og større udfordringer.

Fra bruger til ansat
Det har været en lang rejse. Men en dag blev den sociale øvebane til et tilbud om flexjob:

For 12 år siden startede Anne – med en meget struktureret arbejdsplan – og med tæt personalestøtte. 

Efterhånden behøvede Anne nye udfordringer og sagde ja til at flytte noget af sin arbejdsfunktion uden for Horseager.

Det var et meget stort spring, og det krævede en del personalestøtte at skulle støtte og hjælpe fem unge mennesker med rengøring i et hus på Bogøvej i Kirke Såby.

– Det viste sig, at Anne var supergod til det. Senere tog hun endnu et stort skridt: Hun har ansvar for, at der bliver tilberedt morgenmad til brugerne, siger Anna Oldenburg.

– Jeg er bare den glade Anne, som går til borgere, som måske kunne have brug for en kop kaffe/the og hjælp til at træde ind over dørtærsklen, siger hun.

Når vejen en gang imellem er for snirklet og livet for svært, har Anne et mangfoldigt katalog af overspringshandlinger. 

Men med støtte vender hun altid tilbage. 

Indimellem finder Anne en lille pausehandling i haven – og pludselig er hækken klippet. For den friske luft, lyset og de grønne planter gør Anne glad og giver hende mental og fysisk styrke.

Fremtiden
Anne håber, at hun kan beholde sit arbejde. Hun drømmer om en uddannelse, hvor hun kan være noget for andre – og et skilt, hvor der står ”væresteds medarbejder”.

– Det er ikke kun psyken, der driller. Anne har fået tiltagende ondt i hofterne. Men angsten for operationen har været så stærk, at Anne for et års tid siden ønskede sig pension og fri for operation. Med tæt støtte fra personalet er Anne nu indstillet på operation og holder fast i sit arbejde, fortæller teamleder Anna Oldenburg.

Værestedet har for Anne været en redning, hvor hun har fået livet tilbage og troen på fremtiden.

– Jeg bliver helt høj i hatten, når jeg kan gøre noget for andre, Det er dejligt.

– Og nu elsker jeg at også være derhjemme. Tidligere føltes en halv time derhjemme som en hel arbejdsdag. 

– Jeg var også bange for at møde andre mennesker og bange for, at de kunne se, at jeg var sindslidende. Jeg føler, at jeg har fået et stempel, og det bliver siddende på en. 

– Derfor er det dejligt, at nogen kan se, at jeg har resurser, kvalitet og kan være noget for andre. At de kan se ud over det psykiske. Jeg har været usikker og ustabil. Jeg har tit stået og været klar – og så er jeg vendt om igen. 

Stemmerne
Anne levede et liv med stemmer, som dikterede hendes færden og hun skulle lære at håndtere stemmerne. 

– I dag har Anne kun en stemme og en forståelse for arbejdet med stemmer, siger Anna Oldenburg.

– Jeg føler mig ikke rask, men jeg er ikke begrænset af stemmer og angst. Stemmen lyder som min mor, ikke som dæmonen med de gule øjne. 

– Når jeg snakker med hende, så siger min datter: ” – Nå, så har du besøg i knolden igen, mor”. 

– Jeg er kommet ud på den anden side, fordi jeg tog imod hjælpen. Jeg er mor for min 17-årige datter, der går i 1. g. Jeg er kæreste, veninde og ude af brugerrollen. 

– Jeg tager del i medborgerskabet, siger Anne, der er nået så vidt, at hun for andet år i træk har været frivillig på Roskilde Festivalen sammen med sin kæreste.