De ansatte på Horseager er tværfagligt uddannet og bliver oplært i en Recovery-orienteret rehabiliterende tilgang. Foto: Nicki.

Huset Horseager

På Horseager 15b er borgerens håb og drømme for fremtiden en meget vigtig og central del af arbejdet. 

Del denne artikel

Tekst af Conny Probst.

LEJRE: Huset Horseager er et kommunalt tilbud til borgere, der har psykiske problemer i form af krise, angst, længerevarende sindslidelse eller psykiske problemer, og borgere som er ramt af senhjerneskade, som også giver sociale vanskeligheder. 

Det kan være kriser opstået i familien, sygdom eller andet. Det kan være, at man oplever angst for at være blandt andre mennesker, eller at man føler, at det er uoverskueligt at tage sig sammen til at komme i gang.

– Man behøver ingen henvisning for at benytte aktivitets-/værestedet. Horseager 15b er et åbent anonymt værested, hvor man kan gå ind fra gaden, fortæller teamleder Anna Oldenburg.

De ansatte på Horseager er tværfagligt uddannet og bliver oplært i en Recovery-orienteret rehabiliterende tilgang.

– De vigtige og meget centrale punkter i Recovery processen er samhørighed, håb, identitet, mening, empowerment, livskvalitet, selvværd og relationer/netværk, forklarer Anna Oldenburg. 

Højt til loftet
På Horseager 15b bliver man mødt af duften af hjemmebag og af brugernes kunstværker, der har fået plads på væggene. 

Her er en bred vifte af aktivitetstilbud, som aftales hver måned og som både byder på aktiviteter indendørs og udendørs.

Værestedet fejrer årets traditioner med fester og har eget orkester. 

Udeliv er en central del af værestedets tilbud. Fra pizzabagning og shelterture til pasning af haven omkring værestedet og fester i uderummet. 

– Vi har fået et stærkt brugerteam, som selv åbner værestedet, spiller computerspil, ser fodboldkampe, brætspil m.m. Brugerne tager i høj grad del i værestedets drift, og vi har ansat to tidligere brugere, som er vigtige rollemodeller for de andre, fortæller Anna Oldenburg.  

– Vi har en stor brugerinddragelse og har en tværfaglig personalesammensætning. Seks af brugerne er nøgleansvarlige og mestrer selv at tage ansvar for værestedet. 

– Der er tilknyttet to frivillige, som tilbyder pårørendesamtaler og støttende samtaler ift. fastholdelse af gode sunde levevaner.

– Værestedet er et ”kan”-tilbud og har tidligere været lukningstruet, hvilket har påvirket brugerne lang tid efter. – Mange brugere har stadig angst over risikoen for lukning, siger hun.

Team Bostøtte
Omkring 90 brugere har tilknytning til Team Bostøtte, hvor der både ydes individuel støtte til borgerne og er et mangfoldigt gruppetilbud med læringsforløb. 

Otte af Horseagers medarbejdere udfører støtte- og kontaktpersonarbejde. Her kommer brugerne først igennem den åbne, anonyme rådgivning Fokus, som udmåler den støtte, der skal leveres af Team Bostøtte. 

– Hos Team Bostøtte kan man – via kommunen – søge om at blive bevilget en støtte -og kontaktperson. Det er et tilbud om personlig støtte, hvis man har psykiske og/eller sociale vanskeligheder, fortæller Anna Oldenburg. 

– Det kan være, at man i kortere eller længere perioder har behov for hjælp til at udvikle eller genfinde færdigheder eller har brug for støtte og omsorg. De konkrete arbejdsmetoder i støtten aftales mellem borgeren og kontaktpersonen.


Del denne artikel

Disse artikler kunne også være interessante for dig